Kend alle dine folk
Hvis du, som leder, ikke løbende arbejder på relationerne og har et godt kendskab til alle dine medarbejdere, kan det have både direkte og indirekte negative konsekvenser for virksomheden. Det vil unægtelig føre til en nedadgående spiral, hvor arbejdsglæden falder og virksomhedens resultater svækkes.
Hvis ikke du kender hver af dine medarbejdere godt, og leder dem individuelt, vil de typisk føle sig overset, undervurderet eller simpelthen ikke tage ejerskab i jeres målsætninger.
Når du som leder arbejder på at have gode autentiske relationer til dine folk, er det ikke blot et spørgsmål om trivsel og arbejdsglæde, men en strategisk nødvendighed for at sikre virksomhedens langsigtede succes!
Konsekvenser at dårlige relationer til dine medarbejdere
Når medarbejdere ikke føler sig set, vil du opleve at de løser deres opgaver – men så er det også det. Her giver jeg mit bud på de mest tungvejende konsekvenser:
- mindre engagerede og motiverede medarbejdere
- højere personaleomsætning
- højere sygefravær
- dårligere kommunikation & samarbejde
- lavere kvalitet i arbejdet
- mindre innovation
- dårligere interaktion/service med alle de personer medarbejderne er i kontakt med i det daglige arbejde, såsom kunder/borgere/patienter/samarbejdspartnere
Hvordan skaber du stærke relationer til din medarbejdere?
Du har et ansvar for at skabe og pleje den stærke relation til og mellem dine medarbejdere. Den gode relation bygger på tillid, inddragelse, retfærdighed og god kommunikation. Du skal se dine medarbejdere som mennesker, og de er allesammen forskellige. Vær inkluderende og respekter deres forskellighed. Lær den enkelte at kende! Du ved hvad der er deres styrker, hvad der begejstrer dem, hvilken type opgave eller arbejdsform der motiverer dem – du hjælper dem hver især med at blive den bedste version af sig selv.
Du skal give medarbejderen mulighed for, at udfolde sig og gøre det de er bedst til – og har mest energi på! Og det kan du kun, hvis du kender den enkelte medarbejder.
Her er nogle tips til at skabe stærke relationer til dine medarbejdere:
- Kend alle dine medarbejderes navne.
- Sig glad godmorgen til dine medarbejdere, og tilføj deres navn når du hilser på dem. Det gælder forøvrigt hver gang du hilser på en kollega/medarbejder.
- Anerkend dem for deres arbejde, indsats, samarbejde, personlighed osv. Vær desuden klar over hvem af dine medarbejdere der har jævnligt brug for anerkendelse, og hvem der sjældent har brug for det.
- Planlæg løbende 1:1 samtaler med hver af dine medarbejdere. Gerne som walk & talk, fremfor ved skrivebordet.
- Spis frokost med dine medarbejdere, så ofte som muligt. Vis dem at du prioriterer tid sammen med dem, også selvom du sikkert har vanvittig travlt.
- Hav et fast tidspunkt i kalenderen HVER uge, hvor medarbejderne ved at de kan komme til dig. “Min dør er altid åben”-sætningen er udvandet, og lad os nu være ærlig – døren er jo ikke altid åben. Kommuniker tydeligt hvornår tidspunktet er.
- Vær tilstede i al kommunikation. Vær lyttende og nysgerrig!
- Brug de vigtige mikromomenter der naturligt opstår i løbet af dagen, til at få en uforpligtende snak med en eller flere medarbejdere.
- Giv dine medarbejdere autonomi, og vis dermed at du har tillid til dem.
- Bed om konkret feedback fra dine medarbejdere. Ja! det kræver mod, men det kan til gengæld hjælpe dig med at gøre mere af det, den enkelte medarbejder har brug for.
- Hvis en medarbejder er modig, og kommer med kritik eller udviklingspunkter, skal du handle på det. Gør du ikke det, vil din medarbejder straks miste tilliden til dig som leder.
Når nu vi ved, at stærke relationer mellem dig som leder og dine medarbejdere kan gøre en stor forskel, er det afgørende at du ved hvilke egenskaber du skal have i fokus. Vi anbefaler, at du kontinuerligt arbejder på at udvikle dine evner inden for ydmyghed, nysgerrighed, respekt, tillid og empati. Disse kvaliteter er fundamentale for at opbygge og vedligeholde meningsfulde relationer med dine medarbejdere.
Overvej måske allerede nu – ja lige nu – om der er en af ovennævnte evner du skal arbejde på :-)
Relaterede artikler:
- Ny forskning: Gode relationer på arbejdspladsen er vigtig
- Plej relationerne – også på distancen
- Skab gode relationer til dine medarbejdere – også på distancen
- Husk relationerne i forandringstider
- Tillid – hvad siger hjerneforskningen
- Styrken ved gode relationer på jobbet
- Video: Helle Hein – Arbejdsglæde for primadonnaer