Årets leder 2022: Sheela Søgaard

Årets leder 2022

Sheela Søgaard fra arkitektvirksomheden BIG, har afløst sidste års vinder, Kasper Hjulmand, som årets leder. Hun er en rollemodel, der sætter ligestilling og diversitet på dagsordenen, og så er hun godt i gang med at skabe ’fremtidens arbejdsplads’, hvor alles meninger tæller, og hvor det er rart og sjovt at være. Som CEO og partner i BIG, har hun vendt økonomisk krise til overskud og stået bag en imponerede international vækst, hvor antallet af medarbejdere er steget fra 40 til over 700.

Prisen som Årets Leder uddeles af Lederne, hvor Bodil Ismiris Nordestgaard, der er administrerende direktør, har tildelt Sheela Søgaard prisen. Bodil Ismiris Nordestgaard, der ligeledes er en del af fagjuryen, siger om Sheela Søgaard:

Under hendes ledelse trives medarbejderne og tilskyndes til at lade kreativiteten blomstre vildt, så de kan skabe projekter i absolut verdensklasse, samtidigt med at forretningen vokser, og der er styr på det hele – også når det gælder ligestilling, diversitet og bæredygtighed. Det er præcis sådan god, moderne ledelse skal være, og Sheela Søgaard er et forbillede, som alle vi ledere kan lære af.

Sheela siger selv at hun er ærlig, transparent, tilgængelig, følelsesladet og gavmild med sig selv. Hun mener at man bliver en god leder ved at øve sig meget, og ved at invitere dem omkring sig til at give én feedback. Sheela fortæller om vigtigheden af at være præcis omkring hvad man vil opnå. Og så skal man skabe et miljø alle vil deltage i – vær lyttende og inviter andre meninger ind. Det medfører nemlig at man får de bedste ideer frem. Husk også vigtigheden af at du kender dine folk – hvem taler f.eks. i plenum og hvem skal du have en 1:1 samtale med.

Sheela Søgaards 4 ledelsesråd:

  1. Vær dig selv, og tag følelserne med. Vær nærværende og tilgængelig for dit hold. Vis, hvem du er, og hvad du mener, også dine sårbarheder og tvivl.
  2. Sæt ambitiøse mål, og del succeserne på vejen til målet. Gå efter at blive de bedste indenfor noget. Et stærkt hold skal have noget vildt at gå efter.
  3. Brug tid på at kende dit hold. Ikke kun top og mellemledere, men også deres hold.
  4. Brug tid på at lede dig selv. Tag tid ud til at tænke og skærpe dit fokus. Sæt nye mål for dig selv og dit hold og planlæg din tid og dine prioriteter.

Vi er SÅ enige med årets leder. Ovennævnte 4 punkter er noget vi altid taler om, når vi har ledelsestræning og/eller foredrag for ledere. Vær autentisk, fokuser på at dele det meningsfulde arbejde I når – også undervejs i processen, kend dine folk og vær tilgængelig, og det starter med dig selv! Læs Sheela Søgaards 4 uddybede ledertips og hele portrættet af årets leder på Lederstof.dk

Du behøver ikke være altvidende som leder. Når der er ting du ikke ved, så spørg!

Sheela Søgaard, Årets Leder 2022

Og et ekstra råd fra Sheela der er værd at dele: Du behøver ikke være altvidende som leder. Når der er ting du ikke ved, så spørg!

Vi er meget enige med Sheela i at ledelse er en muskel, der skal trænes og arbejdes med hele tiden. Hvad gør du for at træne dine lederevner?

Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar