Mandagstip: Find din sparringsmakker
Det er en stor fordel at have en kollega, du kan vende ting med undervejs i arbejdsdagen.
En sparringsmakker kan være den, du går til, når du har brug for et ekstra blik på en opgave, vil udvikle en idé, er i tvivl om noget eller bare har brug for at tænke højt sammen med en anden. Og ja – også når en situation har været vanskelig eller bliver ved med at fylde.
Tænk derfor over:
Hvem er din naturlige sparringsmakker på arbejdet?
Måske har du allerede én. Hvis ikke, så find en kollega, som du har tillid til, og hvor I kan bruge hinandens perspektiver og faglighed. Spørg, om I skal lave en aftale om at være sparringsmakkere.
Det behøver ikke betyde lange møder. Det kan være en kort snak, når behovet opstår, eller måske 15 minutter med jævne mellemrum, hvor I spørger hinanden:
Er der noget, du gerne vil vende?
En god sparringsmakker skal ikke nødvendigvis have svarene. Nogle gange er det mest værdifulde netop at få et andet perspektiv, et godt spørgsmål eller mulighed for at sætte ord på det, man selv går og tænker over.
Og relationen går selvfølgelig begge veje. Når I bruger hinanden løbende, får I også større kendskab til hinandens faglighed – og bliver bedre til at vide, hvornår den anden kan være en hjælp.
Hvis I gerne vil gøre sparringen bredere end to personer, kan I også overveje at arbejde med trivselsgrupper.
Vores mandagstips er forholdsvis enkle ting, du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget kan du endda gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv gerne en kommentar herunder og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores mandagstips her eller køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen.
