Kollegial støtte gør en forskel, når arbejdet er særligt krævende
Det betyder noget at have gode kolleger. Og måske især på de dage, hvor arbejdet kræver lidt ekstra af os. Et svensk studie fra 2025 undersøgte netop, om forskellige ressourcer i arbejdet kan have betydning for, hvordan belastende krav påvirker os over tid.
Forskerne fulgte 4.132 medarbejdere i sundhedssektoren (læger, sygeplejersker og social- og sundhedsmedarbejdere) over et år. De undersøgte blandt andet følelsesmæssige krav, indflydelse, støtte fra kolleger og efterfølgende symptomer på udbrændthed.
Kollegial støtte havde særlig betydning ved følelsesmæssige krav
Et af resultaterne skilte sig ud: Kollegial støtte dæmpede sammenhængen mellem følelsesmæssige krav i arbejdet og senere symptomer på udbrændthed.
Det betyder selvfølgelig ikke, at en god kollega kan løse alle problemer i et krævende arbejdsmiljø. Studiet fandt også, at andre ressourcer havde betydning ved andre typer krav. F.eks. så indflydelse i arbejdet ud til at have en beskyttende betydning ved flere andre belastninger.
Men når arbejdet stillede følelsesmæssige krav, var det netop støtten fra kollegerne, der viste denne sammenhæng.
En ressource, vi kan gøre mere tilgængelig
Studiet er gennemført blandt medarbejdere i den svenske sundhedssektor, så vi kan ikke uden videre overføre resultaterne til alle typer arbejdspladser. Forskerne fandt desuden forskelle mellem faggrupperne, hvilket også understreger, at forskellige job kan have brug for forskellige former for støtte og ressourcer.
Alligevel giver studiet anledning til et godt spørgsmål, som mange af os kan stille os selv: Har jeg nogen på arbejdet, jeg kan gå til, når jeg har brug for sparring, støtte eller et andet blik på det, jeg står med?
Og måske lige så vigtigt: Ved mine kolleger, at de kan komme til mig?
Kollegial støtte bliver først en reel ressource, når den er tilgængelig i hverdagen. Derfor er det værd at se på, hvilke aftaler og vaner I allerede har, der gør det nemt at række ud til hinanden – og om der er brug for at skabe mere plads til sparring.
Når arbejdet kræver lidt ekstra, kan det gøre en stor forskel at vide, at man ikke behøver stå alene med det.
Relaterede artikler:
- Mandagstip: Find din sparringsmakker
- Inklusion i faglige og sociale fællesskaber skaber arbejdsglæde
- Derfor skal vi kende hinandens faglige kompetencer
- Sociale relationer øger trivsel og arbejdsglæde
- Når tilhørsforhold skaber arbejdsglæde
- Sociale relationer øger trivsel og arbejdsglæde
- Konkrete tips til at pleje relationerne på jeres arbejdsplads
