5 tip til at motivere dine medarbejdere i en tid med Corona-restriktioner

5_ledertip_Covid_19_Photo_by_Tmaximumge_form_PxHere
Photo by Tmaximumge from PxHere

5 tips: Motiver dine medarbejdere i en tid med Corona-restriktioner

For knap et år siden lukkede Danmark ned første gang. Der er stadig mange virksomheder hvor alle, eller langt de fleste, medarbejdere er hjemsendt. De af jer der arbejder i sundheds-, ældre eller undervisningssektoren mm, har medarbejdere der helt eller delvist har arbejdet under pandemien – og deres hverdag har været både presset, uvis og med en masse forandringer. Alle er påvirket af pandemien, og flere er nået en “pandemi-træthed”.

I dag (4. marts 2021) er 4% af den danske befolkning vaccineret. I løbet af de næste 3-4 måneder vil vi alle være vaccineret – så der er lys for enden af tunnelen. Men det er 3-4 måneder, hvor både ledere og medarbejdere, aktivt skal arbejde for at opretholde motivationen. Så for at komme bedst mulig igennem den sidste tid med restriktioner, er det vanvittig vigtigt at du stepper op som leder.

Måske er du selv presset godt i bund. Men hvordan du tackler de næste måneder, er afgørende for hvordan din del af organisationen kommer igennem foråret. Derfor har jeg samlet 5 hurtige tip til dig som leder der fokuserer på motiver på trods af restriktioner. Jeg håber de kan hjælpe dig med at holde fokus på at være den bedst mulige leder.

1. Det starter hos dig

Vi har alle et ansvar for arbejdsglæden, og det starter hos os selv. Hvis du skal opretholde motivation, engagement og arbejdsglæde hos dine medarbejdere, er det vigtigt at du kigger indad først. Sørg for at skabe mest mulig arbejdsglæde for dig selv, og kommuniker på en måde hvor du viser det.

2. Vær autentisk

For at skabe tillid er det vigtigt at du er autentisk. Vær dig selv, både når du er glad og når der er udfordringer (uden at virke modløs). Det er helt naturligt at vi under en pandemi, bliver demotiveret og måske endda føler os ensomme. Hav en løbende en åben dialog med dine medarbejdere, og gør alt hvad du kan for at motivere dem. De skal vide at de kan komme til dig, hvis de har brug for støtte eller måske har brug for at komme af med nogle frustrationer. Optimisme og positivitet fra din side, vil helt sikkert smitte af på resten af din organisation. Og husk at åben kommunikation og tillid er nøglen.

3. Kend dine folk

Brug til til at pleje relationerne til dine medarbejdere. Sæt tid af til at få talt med alle der refererer til dig, og brug mest af alt tiden på at lytte. Jo bedre du kender hver enkelt medarbejder – både styrker og udfordringer – des bedre kan du hjælpe dem til at finde motivationen og arbejdsglæden. Som leder har du et kæmpe ansvar for at kende de forskellige behov dine medarbejdere har, og derved hjælpe dem til at blomstre bedst muligt i deres arbejde.

4. Anerkendende feedback

Undersøgelser viser at specielt den anerkendende feedback gør medarbejderne mere motiveret, kreative og mere stolte. Det er simpelthen vigtigt for arbejdsglæden, at vi får konkret ros når vi gør et godt stykke arbejde. På den måde, ved vi bedre hvad vi gør godt – og det kan vi så gøre mere af. Vi får følelsen af at vi skaber resultater, føler os stolte – ved at vi gør en forskel.
Anerkend løbende dine medarbejdere for deres indsats, resultater, hjælpsomhed, væremåde, omstillingsparathed – eller måske måden de har tacklet pandemien på.

5. Del de gode historier

Specielt under krisetider, har vi en tendens til at tale om alt det vi ikke kan, eller det arbejde vi ikke når. Derfor er det vigtigt at du, som leder, kommunikerer de gode historier. Del alt det arbejde I rent faktisk når, del de meningsfulde fremskridt I har, del feedback fra kunder/borgere/klienter/patienter. Del at du er stolt af at I rent faktisk har udført jeres opgaver, trods restriktionerne under pandemien. Du kan også tale med dine medarbejdere om hvad I rent faktisk har lært af pandemien, nye måder I løser opgaver mere effektivt på mm. Så tippet går helt enkelt ud på, at du skal evaluere og kommunikere det der allerede virker OG det I har lært, som I vil fortsætte med at gøre i fremtiden.


Relaterede artikler:

Vores ledertips er enkle, simple og ikke mindst effektive ting du kan gøre for at øge din og dine medarbejderes arbejdsglæde.  Når du bruger vores ledertips på din arbejdsplads, vil vi rigtig gerne høre om det – skriv en kommentar herunder og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores ledertips her 

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

1 kommentar

  1. Gode tips! Det er ekstra vigtige fokuspunkter i en coronatid, hvor møder tenderer til at være langt mere effektive på bekostning af det sociale, hvor man normalt både får et indblik i hvordan alle går og har det og samtidig kan forventningsafstemme og minimere risici.

Skriv en kommentar