10 måder du kan motivere dine medarbejdere på

10 måder du kan motivere dine medarbejdere på

Medarbejdere uden arbejdsglæde er ofte ikke lige så produktive som dem der har arbejdsglæde – så det betyder at dine medarbejderes velbefindende er afgørende for virksomhedens succes! Hvis du som leder ikke har fokus på dine medarbejdere som mennesker, kan det på længere sigt få indflydelse på bundlinien – både på grund at den mindre effektive arbejdskraft, men også på højere sygefravær og personaleomsætning. Måske er det ikke personaleomsætning i er bange for i øjeblikket, men den tid kommer igen… før eller siden.

Og hvordan kan du skabe mere arbejdsglæde i din organisation? Det kan du naturligvis ved at beslutte dig for selv at have arbejdsglæde og så motivere dine medarbejdere til også at få mere arbejdsglæde :-)

Nedenfor at du 10 tip til hvordan du kan motivere dine medarbejdere:

1: Behandl dine medarbejdere som mennesker – ikke “kun” som medarbejdere

Respekter at alle er forskellige. Kend hver enkelt som menneske, og vis medarbejderen at du forstår ham/hende. Hvis du kender dine medarbejdere godt, kan du nemmere være fleksibel i forhold til deres personlige situation. Hvis en medarbejder oplever at blive set og hørt, vil de uden tvivl yde mere når der er brug for det.
Der bliver talt en del om work-life balance. OG ja… det er vigtigt at have balance i det regnskab – respekter dine medarbejderes privatliv. Hvis f.eks. du er fleksibel omkring arbejdstider, vil det komme mangefoldigt igen – du vil få commitment. Hvis en af dine medarbejdere en dag har brug for at gå tidligt på grund af sygdom i familien, de får en vaskemaskine leveret eller de får besøg fra udlandet – så giv ham/hende tidligt fri. En betalt fridag hvor medarbejderen skal gøre noget for sig selv er også en rigtig god idé – en årlig “MIG-dag”.

2: Ros dine medarbejdere – og tilbyd dem feedback

Alle kan rose alle, men der er ikke noget bedre end at få ros af chefen. Ros medarbejderen personligt eller ros ham/hende offenligt foran alle. Gør det i afdelingen eller gør det på afdelingsmødet… bare du roser!
Ros og anerkendelse virker opmuntrende og giver og positive følelser – og glade medarbejdere er en god investering. Du skal dog huske at ros skal være ægte – du må kun rose hvis der er noget at rose for, ellers virker det omvendt (negativt). Ros kun hvis medarbejderen har fortjent det – ros din medarbejder for noget han/hun virkelig har gjort godt og vær konkret med hvad du roser for.
Tilbyd også løbende at give dine medarbejdere feedback. Vent ikke til den årlige MUS, men hav et system så du mindst 4 gange om året får talt med hver enkelt af dine medarbejdere. Spørg dem om de er glade og spørg om de har brug for feddback eller måske hjælp.

3: Vær selv glad – vær et godt eksempel

Som leder er det vigtigt at du viser vejen. Vis at du er passioneret omkring virksomheden, at du selv udøver ledelse efter firmaets vision/mission. En leder skal jo netop “gå foran” og være det gode eksempel, og vær autentisk. Nogle påstår at glade ledere er mindre seriøse, men det er jo noget sludder. Lederens humør og stemning smitter af på hele organisationen. Venlighed og positiv stemning gør arbejdet meget lettere hele vejen rundt – Arbejdsglæde smitter!

4: Sørg for at opmuntre til at tage pauser i løbet af dagen

Alle har brug for pauser for at kunne yde optimalt. Pauser giver ny energi til hjernen og et powernap ville virke endnu bedre.
Mange tror også, at jo flere timer man arbejder jo højere er produktiviteten. En undersøgelse omkring produktivitet viser at du i det lange løb er mere produktiv ved en 40 timers arbejdsuge, end ved en 60 timers arbejdsuge. De der arbejdede 60 ugentlige timer var mere produktive i 4 uger, herefter faldt produktiviteten til lavere niveau end dem der arbejdede 40 timer hver uge. Har medarbejdere mange overarbejdstimer eller meget restferie kunne du f.eks. opmuntre dem til at holde ferie.

5: Fejr jeres succeser

Hvis dine medarbejdere skal yde deres bedste, er det vigtigt at de føler at deres arbejde nytter noget – at de gør en forskel – at de føler at de skaber resultater. Hvis du konstant fortæller at I er bagud og de skal arbejde hurtigere og mere effektivt vil de ikke føle at de er gode nok. En god måde at vise dine medarbejdere at de gør et rigtig godt arbejde, er ved at fejre de små succeser. Ikke kun én gang årligt når I ser på regnskabet, men alle de små sejre der er i hverdagen. En afdeling der har givet den en ekstra skalle, en medarbejder der har hjulpet en kollega, en IT-fejl der blev løst osv osv. Der er mange succeser hver eneste dag! Brug f.eks. jeres afdelingsmøder til at dele disse succeser med hele afdelingen – gør succeserne synlige :-)

6: Giv folk ansvar/frihed

De ledere der giver medarbejderne ansvar, får gladere medarbejdere. For det første fordi medarbejderen føler sig som en vigtig brik i virksomhedens udvikling – føler sig involveret i beslutningsdelen. Men også fordi vedkommende føler at han/hun har indflydelse på resultaterne, og når vi føler at vi skaber meningsfulde resultater bliver vi gladere, og når vi er gladere bliver vi mere engagerede, produktive, kreative, motiverede, innovative m.m.
Det er din opgave som leder at vise tillid og at formidle at hver eneste medarbejder har en vigtig rolle for virksomheden.

7: “Fejr” jeres fejl

I mange virksomheder stræber man efter at have en 0-fejls kultur. Det mener jeg ikke er muligt – vi er mennesker og vi laver af og til fejl. Hvis en medarbejder laver en fejl, bør det være kotume at han/hun åbent kan fortælle chefen om det, og efterfølgende dele det med kollegerne, så alle kan lære af fejlen, som så ikke gentager sig. Og vi kan kun lære af de fejl der sker, hvis vi åbent & ærligt kan tale om dem. De fejl der bliver skjult for andre i organisationen, vil gentage sig igen og igen. Hvis dine medarbejdere tror at fejl straffes, kan du være sikker på at de ikke fortæller om dem, så lærer I ikke af dem, og I dræber ret sikkert en del initiativ & kreativitet fra medarbejderne. Så hvis I “fejrer” jeres fejl, vil I på længere sigt lave færre fejl og være mere innovative.

8: Stop forkert adfærd

Mange arbejdspladser har dem… du kender dem også… dem der brokker sig konstant over alt og alle – uanset om der er en god grund eller ej. Og de gør det på en irriterende destruktiv måde. I stedet for at påpege problemer konstruktivt brokker de sig højlydt over firmaets fejl og mangler. Nogle “brokkehoveder” bruger i stedet al deres energi på at nedgøre andre og sprede rygter om dem. Mange af disse mennesker er faktisk ikke opmærksomme på hvilken negativ indflydelse de har for deres kolleger. Men lad os slå fast at de med deres negative adfærd (desværre) formår at skade arbejdsklimaet og arbejdsglæden og dermed virksomhedens resultater. Den slags adfærd skal stoppes! Hvis du som leder ikke skrider ind, accepterer du den jo. Du skal gøre det for din egen, de øvrige ansatte og for virksomhedens skyld.
Mit råd er først og fremmest at tale med “brokkehovedet” – lad vedkommende forstå hvad de signalerer og hjælp ham/hende med selv at få mere arbejdsglæde. Har du gjort alt hvad du kunne for at hjælpe og vedkommende nægter at ændre sig, ja… så er sidste udvej at skille sig af med medarbejderen.

9: Kommunikation er nøglen

Når du kommunikerer åbent og lytter til dine medarbejderes idéer, vil de føle sig mere som en del af virksomhedens udvikling og bliver derved mere motiverede. Jo mere du kan informere dine medarbejdere og involvere dem – jo bedre. Fortæl ikke blot dine medarbejdere at din dør altid er åben, invitér dem ind. Og i forandringsprocesser er et endnu vigtigere er være ude blandt medarbejderne. Hvis der sker en masse bag lukkede døre – altså manglen på viderekommunikation, vil det oftest medføre at medarbejderne (specielt i nedgangstider) begynder at fortolke på hvad der mon sker på de lukkede ledermøder, og typisk vil de tro det værste – at der bliver besluttet noget der kommer til at gå ud over dem.
Mette Nørgaard taler i sin bog “Touch Points” – om at du i hver eneste interaktionen med dine medarbejdere kan skabe energi, retning og klarhed – brug selv det korteste øjeblik med medarbejderen positivt – tænk på hvordan du kommunikerer både i skrift og tale.

10: Ansæt de gladeste

Som Southwest Airlines siger: “Hire for attitude, train for skill”. Vi har i mange år været fan af Southwest fordi de er en glad virksomhed som har bevist at høj arbejdsglæde er lig med god bundlinje. Deres vigtigste prioritet er deres medarbejderne. “Det er vigtigt at de tager jobbet alvorligt, men ikke dem selv alvorligt“, siger Coleen Barrett (tidligere direktør i Southwest Airlines). Og der kan da være noget om snakken… Det må være klart nemmere at lære glade mennesker en kompetence end at lære kompetente ansøgere at være glade. Så når du næste gang skal ansætte folk, og skal vælge mellem 2 ansøgere – så vælg den gladeste!

Alfred Josefsen siger bl.a. om ledelse: “Vi skal skabe de aller bedste rammer for at individer, personer, talenter – kan folde sig mest muligt ud, være glade motiverede, comittede, engagerede, initiativrige – vi skal tænke anderledes – vi skal stimulere meget mere end at styre“.

Relaterede artikler:

Din mening:

Jeg vil meget gerne høre hvordan det står til ude hos jer…

– Har din nærmeste leder fokus arbejdsglæden?
– Hvilken af de 10 tip mener du er vigtigst?
– Er du selv leder og har du flere gode tip?

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

4 kommentarer

  1. Jeg har både været ansat og leder flere gange.
    Og kan tilslutte mig ALT hvad der står i de 10 råd.

    Rigtig mange virksomheder har værdier der læner sig meget op af ovenstående, men få praktiserer det… Desværre…

    Et 11. råd fra min side ville være: Reflekter

    Hvis dine medarbejdere “brokker” sig, viser de dig samtidigt en tillid til, at du har muligheden/magten/viljen til at ændre på tingene.

    Tier de, har de mistet troen på dig som leder og du vil have rigtig svært ved at genskabe/opnå tillid, engagement og troen på dig som leder, fra medarbejdernes side.

    Selv, har jeg som leder med stor succes indført brokketimen til team møder, hvor det var tilladt at sige ALT, hvad man nu måtte havde på hjertet.

    De første 2-3 brokketimer var hårde og svære/anstrengte, men derefter vendte stemningen til nærmest det modsatte.

    For folk oplevede at de blev hørt, forstået og ikke mindst MØDT i deres frustrationer.

    Der blev handlet, taget initiativ og forklaret på de ting der ikke stod til at ændre.
    Og pudselig var alle om ikke 100% tilfredse så i det mindste i forståelse..

    Sygefravær på 14% blev vendt til 0.4%
    Fejl og “sjusk” blev minimeret til et absolut minimum
    Og den gennerelle stemning og arbejdsmiljøet gik fra små-krigerisk til venskabelig og næsten hjertelig.

    Mennesker som af religiøse og kulturelle årsager hadede hinanden udviste pludselig en fantastisk team spirit og gensidig hjælpsomhed.

  2. Hej Johnny,

    Tusind tak for dit input – det er virkelig en god idé! Jeg er helt enig med dig, det er vigtigt for en leder at lytte til medarbejderne og tage deres input (inkl. brok) alvorligt. Nogle gange betyder det endda at der kan gøres noget ved frustrationen og medarbejderen på den måde får mere arbejdsglæde. Men som du skriver betyder det meget, når blot de føler sig set og hørt. Så ja! Reflekter over medarbejdernes input – og giv dem mulighed for at ytre sig.

    Tænker at din succes med “brokketimen” skal deles med endnu flere :-)

  3. Det var en rigtig positiv oplevelse at læse de ti gode råd, især når man som lede hele tiden leder efter fingerpeg i den RIGTIGE retning og så faktisk finde ud af at man gør 90% rigtig.Så i dag fik jeg et skulderklap som leder.

Skriv en kommentar