Få styr på hvad der giver dig arbejdsglæde
Arbejdsglæde er ikke blot det at være glad på jobbet. Forskning viser, at mennesker, der oplever glæde og mening i arbejdet, ofte har højere generel livskvalitet og bedre sundhed. Så når du trives på jobbet, giver det et boost til din livsglæde og reducerer risikoen for stress, angst og andre helbredsproblemer.
Derfor synes vi at det er vigtigt at du har styr på HVAD der giver dig arbejdsglæde. Her kommer vores bud på, hvad du kan gøre:
Hvad giver dig arbejdsglæde?
Som individ har du mulighed for selv at påvirke din arbejdsglæde ved at skabe en hverdag, der føles meningsfuld. Ifølge forskningen bag positiv psykologi, særligt studier fra Martin Seligman, er det f.eks. vigtigt at fokusere på dine styrker og bruge dem så meget som muligt.
- Find ud af, hvilke opgaver der giver dig energi, og opsøg dem, når det er muligt.
- Sørg for at dygtiggøre dig og løbende lære nyt. Og brug dine styrker så ofte som muligt.
- Det kan også hjælpe at holde pauser og afbryde arbejdet med aktiviteter, der giver dig ny energi.
- Lav en liste med alt det der påvirker din arbejdsglæde, og en liste med det, der udfordrer din arbejdsglæde.
- Brug tid sammen med dine kolleger – lær dem bedre at kende (også fagligt).
- Gør noget rart for en kollega – vi kalder det uventet venlighed. Når vi gør andre glade, bliver vi nemlig også selv gladere.
- Tag ‘mig-tid’ – en slags tjek-ind med dig selv, hvor du mærker efter hvordan du har det. Er du f.eks. glad eller ikke? Og hvad er årsagen? Når du er bevidst om hvad der gør dig glad, og hvad der udfordrer din arbejdsglæde, kan du handle derefter.
Hvad skaber arbejdsglæde i teamet
Arbejdsglæde er også et fælles ansvar, og det kræver, at I som team arbejder bevidst med det. Så hvordan får I styr på, hvad der giver teamet arbejdsglæde, og hvor kan I konkret sætte ind?
I teamet spiller relationer og psykologisk tryghed en kæmpe rolle. Forskning af Amy Edmondson peger på, at teams med høj psykologisk tryghed præsterer bedre og oplever mindre stress. Når vi føler os trygge, tør vi nemlig tage chancer, give feedback og dele vores ideer – alt sammen noget, der er afgørende for arbejdsglæden.
Synliggør det arbejde I har nået. Når ugen er omme ser I tilbage på det arbejde der er nået, og kommunikerer det gerne ud til hele organisationen.
Fejr jeres succeser og lær af jeres fejl. Evaluer OGSÅ jeres sejre.
Som team kan I skabe arbejdsglæde ved at tage små initiativer til at styrke jeres relationer. Lav f.eks. en ”feedback-runde” efter møder, hvor I reflekterer over, hvad der fungerede godt, og hvad der kan forbedres.
Nedsæt trivselsgrupper, hvor I jævnligt deler, hvad der gør jer glade, og hvad der måske udfordrer jer som team.
Hav faste tidspunkter hvor I mødes – måske helt uden en dagsorden. Blot for at pleje og styrke relationerne i teamet. I kunne f.eks. indføre ‘Fika’ eller have en plan for, at I over tid får spist frokost sammen med alle i jeres team.
Noget af ovenstående er små tiltag, men de kan have en kæmpe effekt på jeres daglige samarbejde og arbejdsglæde.
Hvad skaber arbejdsglæde i organisationen?
På organisationsniveau handler arbejdsglæde om kultur, struktur og ledelse. Virksomheder, der bevidst arbejder med trivsel, ser ofte større engagement og lavere sygefravær blandt medarbejderne.
For at fremme arbejdsglæde i organisationen kan I begynde med at skabe en arbejdsglædestrategi. Hvad vil I gerne opnå og hvorfor? På baggrund af strategien, skal I så udarbejde en handlingsplan. Det behøver ikke være komplekst – det kan være små tiltag, der hjælper ledere og medarbejdere med at gøre intentioner til handling. F.eks.:
- Definér klare mål og værdier.
- Tænk værdier og arbejdsglæde ind i alle processer og beslutninger.
- Træn ledere til at skabe arbejdsglæde. De skal være rollemodeller.
- Hav arbejdsglæde som en del af jeres onboarding. Den kan f.eks. efterfølges med en buddy-ordning.
- Lav en arbejdsglæde årsplan, så jeres initiativer ikke kommer lige oven i hinanden. Det kunne være temauger der opfordrer til handling.
- Sørg for at jeres virksomhed tilbyder fleksibilitet og autonomi.
- Mål arbejdsglæden, f.eks. med Heartcount pulsmålinger.
En arbejdsglædestrategi er mere end bare ord på et papir; det er en levende del af kulturen. Når en virksomhed bevidst arbejder med arbejdsglæde som en del af sin DNA, skaber det en sund og attraktiv arbejdsplads, hvor medarbejdere har lyst til at bidrage og udvikle sig.
Arbejdsglæde er altså noget, vi gør – hver dag – og det kræver, at både ledelse og medarbejdere er engagerede og tager ansvar for at skabe og vedligeholde en positiv kultur.