Bed om ærlig feedback fra dine medarbejdere

Bed om ærlig feedback fra dine medarbejdere

Bed om ærlig feedback fra dine medarbejdere

En af dine lederopgaver er løbende at give dine medarbejdere feedback. Men hvor tit får du selv feedback af dine medarbejdere?

Fortæl dine medarbejdere at du ikke bare er åben for feedback, men at du forventer at få det. Forklar at de ved at give dig feedback, kan hjælpe dig med at udvikle og forbedre dig som leder. Deres feedback giver dig en forståelse for, hvordan det du siger og gør påvirker andre.

Konkret anerkendende feedback

Uanset om du giver eller modtager feedback, er det vigtigt at den ikke er generaliserende, men er så konkret som muligt. Anerkendende feedback skal tydeligt beskrive hvad der har fungeret, og meget gerne også hvem det har haft en betydning for. Når vi ved vi gør en forskel for andre, føles det meningsfuldt og vi føler os mere værdsat.

Får du f.eks. anerkendelse fra en medarbejder som er generelt formuleret, bør du spørge ind til hvad det konkret er du gør godt som leder.

Det er samtidig en kæmpe fordel for medarbejderne, at de åbent kan fortælle dig som leder, hvad du kan gøre/gøre mere af, for at de kan udføre deres arbejde bedst muligt. Når de giver dig konkret feedback, bliver du en bedre leder for dem.

En kunde fortæller

En kunde, Christian, fortalte mig engang om hvordan han som leder var blevet bedre til at bede om konkret feedback. En af hans medarbejdere havde netop sagt: “Christian, du er den bedste chef jeg nogensinde har haft” – og det var Christian naturligvis meget glad for at høre :-)

Men så kom han til at tænke på den workshop jeg havde holdt for virksomheden, hvor vi netop havde talt om konkret feedback. Så han spurgte medarbejderen: “Hvad er det du synes jeg gør godt, som jeg skal fortsætte med at gøre, for at være en god chef for dig?”.

Og det er jo netop det han som leder har brug for at vide, så han kan bruge det fremadrettet.

Konkret udviklende feedback

Det samme gælder den udviklende feedback – hvis du ikke får konkret og konstruktiv udviklende feedback, ved du ikke hvad du skal gøre anderledes fremadrettet.

Selvom du synes at du kender dine styrker og svagheder ret godt, vil input fra andre hjælpe dig med at forstå, hvordan det du siger og gør påvirker andre. Og først når du ved det, kan du arbejde med din adfærd, kommunikation og skabe nye vaner.

Bed derfor både dine medarbejdere og din egen leder om udviklende feedback engang imellem. Og ja du skal naturligvis bede om at det er konkret, så du kan bruge det til noget.

Viden er ikke nok – husk at handle

Og sidst men ikke mindst, er det vigtigt at handle på det. Gør mere af det der virker – og hvis noget ikke virker, skal du overveje hvordan du kan gøre det bedre.

Husk også at vi alle er forskellige, så det der virker for en af dine medarbejdere, virker nødvendigvis ikke for alle. Sæt derfor tid af til, at lære alle dine medarbejdere godt at kende – og bed hver enkelt om at give dig konkret feedback.

Du skal naturligvis være opmærksom på, hvordan du tager imod deres feedback. Fortæl dem at du værdsætter deres ærlighed – sig tak.

Fortæl måske endda hvad du planlægger at gøre fremadrettet, for at vise at du har lyttet til deres feedback. Når de ved, at du tager action på deres input, viser det at du tager dem og deres feedback seriøst – uanset om den er anerkendende eller udviklende.

Sådan beder du en medarbejder om ærlig feedback

– Sæt tid af til at få en snak med medarbejderen.

– Spørg medarbejderen hvad du kan gøre, for at de føler at du støtter dem i deres arbejde.

– Spørg hvad du skal fortsætte med at gøre, som gør dig til en god leder.

– Tak medarbejderen for deres input.

– Planlæg hvad du vil gøre fremadrettet.

– Evaluer efterfølgende med din medarbejder.

Feedback, kan hjælpe jer med at blive den mest attraktive og ambitiøse arbejdsplads i branchen. Og feedback kan hjælpe dig med at blive en leder som medarbejderne har tillid til. Og det skaber mere arbejdsglæde og dermed mere engagement og produktivitet.


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar