Anerkendelse øger produktivitet og arbejdsglæde
Der er noget grundlæggende menneskeligt i at have brug for at føle sig set og værdsat. Det gælder også – og måske især – på arbejdet. Når vi gør os umage, bruger vores tid og energi på at løse opgaver, tage ansvar eller hjælpe kolleger, så betyder det noget, hvordan det bliver mødt.
Ikke for at blive klappet på skulderen. Men fordi anerkendelse fortæller os, at vores indsats gør en forskel. Og det er en vigtig drivkraft, både for arbejdsglæde, motivation og præstation.
Og husk, anerkendelse har en positiv effekt uanset hvem det kommer fra. Det er altså ikke kun en lederopgave! Anerkendelse kan OGSÅ komme fra dine kolleger, samarbejdspartnere eller kunder/borgere. Det skal være en del af jeres kultur.
Forskningen viser en tydelig sammenhæng
Gallup har i deres omfattende undersøgelse „Recognition That Works‟ dokumenteret, at medarbejdere, der oplever regelmæssig og meningsfuld anerkendelse, er:
- mere engagerede i deres arbejde,
- mere tilbøjelige til at blive i virksomheden,
- og mere produktive og idérige.
Det handler ikke om „positiv feedback‟ for enhver pris. Det handler om at se og anerkende det, der faktisk virker – og sige det højt.
Anerkendelse taler til det, der virkelig motiverer os
Vi taler ofte om motivation i form af bonusordninger, løn og mål – den ydre motivation. Og ja, det har betydning, men forskning viser, at de ydre faktorer kun rækker et stykke af vejen. Det, der for alvor får os til at engagere os, dag efter dag, er den indre motivation: At vi kan lide det, vi laver. At vi føler os forbundet med dem, vi arbejder sammen med. Og at vi oplever, at vores indsats giver mening.
Og lige præcis dér har anerkendelse en særlig kraft. Når vi bliver anerkendt, styrker det vores oplevelse af at bidrage med noget værdifuldt. Det skaber relationer og samhørighed i teamet. Og det forbinder vores personlige indsats med noget større – f.eks. arbejdspladsens formål, kerneopgave eller succeskriterier.
Den amerikanske hjerneforsker Matthew D. Lieberman beskriver i bogen “Social: Why Our Brains Are Wired to Connect”, hvordan menneskers sociale behov ikke er sekundære – de er grundlæggende. Når vi får anerkendelse, aktiveres hjernens belønningssystem, og det øger vores motivation og lyst til at engagere os.
Det giver mening, at vi som mennesker ikke bare arbejder for løn, men også for at bidrage, blive taget alvorligt og opleve, at det vi gør, har værdi for andre.
Gallup dokumenterer at når anerkendelse er en integreret del af arbejdskulturen, oplever vi mindre udbrændthed, større arbejdsglæde og højere produktivitet.
„When recognition hits the mark, employees are five times as likely to be connected to company culture — and four times as likely to be engaged.‟
Gallup, “Recognition That Works” (2022)
Hvad gør anerkendelse meningsfuld?
Anerkendelse skal gives på en måde, så det faktisk bliver hørt og oplevet som ægte. Forskningen peger på nogle grundelementer:
- Specifik: Fortæl hvad du så, hørte eller lagde mærke til – og hvilken forskel det gjorde.
- Rettidig: Jo tættere på situationen, desto større betydning har det.
- Oprigtig: Sig det, du faktisk mener. Alt andet gennemskues hurtigt.
- Meningsfuld: Fortæl hvem eller hvad det har haft en positiv påvirkning på. Hvem personen har gjort en meningsfuld forskel for.
- Tilrettet personen: Anerkend det, som har betydning for modtageren – ikke kun for dig selv.
Sådan skaber I en kultur, hvor anerkendelse bliver en del af hverdagen
Anerkendelse skal ikke være noget, der kun kommer fra lederen, og kun til de få. Det er stærkest, når det lever i kulturen – som noget alle gør. Her er nogle konkrete tiltag, til inspiration:
1. Tal om det i teamet
Sæt tid af til at tale om, hvordan I gerne vil give og modtage anerkendelse. Hvad virker? Hvad gør det svært? Det skaber fælles bevidsthed – og nedbryder berøringsangsten.
2. Lav små rutiner
Det kan være en fast runde til teammøder, hvor I nævner noget en kollega har gjort godt. Eller at man som leder spørger: “Hvem vil du gerne sende et skulderklap til?” „Hvem har hjulpet dig for nylig?‟.
3. Sæt det i system
Man kan godt arbejde struktureret med anerkendelse uden at det bliver kunstigt. Find en fælles platform (online eller fysisk), hvor I løbende skriver korte beskeder om andres gode arbejde, indsats eller adfærd.
En lille handling med stor effekt
Anerkendelse er gratis – men kan betyde SÅ meget. Når vi gør os umage og det bliver bemærket, skaber det stolthed, ejerskab og lyst til at blive ved. Når vi gør os umage, men ikke får et skulderklap, kan det til gengæld gå negativt ud over arbejdsglæden.
Når anerkendelse bliver en del af hverdagen, styrker det både faglighed, fællesskab og arbejdsglæde.
Hvad gør I hos jer for at skabe en anerkendende kultur? Har I nogle simple metoder der virker for jer, vil vi meget gerne høre om dem.
Relaterede artikler:
- Forskning: En anerkendende feedback kultur gør os gladere og mere effektive
- Forstå „The Progress Principle‟ og boost din arbejdsglæde og produktivitet
- Forskning: Derfor er ros fantastisk på jobbet
- Bed om ærlig feedback fra dine medarbejdere
- Sådan giver du udviklende feedback
- Derfor tror din chef at kritik er bedre end ros – og tager helt fejl
- Arlette på besøg i Go‛ Morgen Danmark (om feedback)