7 veje til stærkere team-performance

7 veje til stærkere team-performance. Photo PeopleImages fra Getty Images Signature

7 veje til stærkere team-performance

Vi har alle et ønske om at præstere i vores arbejde – at være gode til det vi gør. Men performance handler ikke kun om tal og effektivitet. Det handler i høj grad om mennesker, samarbejde og mening.

Hvis I vil styrke jeres fælles team-performance, så drop forestillingen om, at det kræver flere KPI’er, mere kontrol eller konstant vækst. I stedet kan I skrue op for noget helt andet: nærvær og læring.

Her får I 7 konkrete fokusområder, der virker i praksis – og som ovenikøbet gør det lidt sjovere at gå på arbejde.

1. Sæt ord på, hvad performance egentlig betyder for jer

Det lyder måske banalt – men hvornår har I sidst talt om det?
Handler det om at nå bestemte mål? Skabe bedre samarbejde? Øge kvaliteten? Eller noget helt fjerde?

Når I har en fælles forståelse af, hvad I stræber efter – og hvorfor det betyder noget – bliver det langt nemmere at prioritere og justere i hverdagen. En fælles forståelse skaber både psykologisk tryghed og retning.

2. Fokusér på processen – ikke kun resultatet

De fleste teams måles på output. Men performance starter et helt andet sted: i måden, I arbejder på.
Hvad gør I, når det virkelig fungerer? Hvilke vaner og strukturer virker? Når I bliver bevidste om dét, der virker, kan I gentage det – og gøre det endnu bedre.

Ifølge Teresa Amabile og Steven Kramers forskning (The Progress Principle), er det netop processen og følelsen af fremskridt, der driver performance.

3. Skab tydelige rammer

De fleste af os trives med en vis grad af forudsigelighed. Ikke fordi alt skal være skemalagt – men fordi hjernen elsker rytme. Det kan være en fast ugentlig planlægning, korte check-ins, klare deadlines eller fælles aftaler om fokustid. Små strukturer = stor effekt.

Det betyder dog ikke, at alle vaner skal bevares. Evaluer løbende: Hvad fungerer – og hvad gør ikke?

4. Giv plads til fordybelse

Multitasking lyder effektivt – men dræber både nærvær og kvalitet. Hvis I konstant springer mellem mails, møder og opgaver, bliver det svært at levere jeres bedste. Lav aftaler om fokustid uden forstyrrelser – både individuelt og som team.

Forskning viser, at fordybelse er afgørende for høj performance i komplekse opgaver. Cal Newport dokumenterer i bogen Deep Work, hvordan distraktioner underminerer vores evne til at tænke dybt og skabe kvalitet.

“The type of work that optimizes your performance is deep work.”

Cal Newport

5. Evaluer det, der virker

De fleste evalueringer fokuserer på det, der ikke gik som planlagt. Men hvad hvis I også stoppede op og spurgte:
– Hvad fungerede godt?
– Hvordan kan vi bruge det endnu mere – også i andre sammenhænge?

Den slags spørgsmål styrker både læring og performance – og ja, også jeres arbejdsglæde.

Forskningen bag Appreciative Inquiry viser, at når I fokuserer på det, der fungerer, og finder ud af, hvordan I kan få mere af det, så styrker det både engagement og udvikling.

6. Fejr de små sejre

Performance vokser, når vi føler os set – og ved, at vi er på vej i den rigtige retning. Når I stopper op og anerkender, at I lykkes – også selvom det er små skridt – frigiver det energi og dopamin (hjernens belønningsstof). Det motiverer jer til at fortsætte.

husk at fejre de små meningsfulde fremskridt, det styrker både din og jeres fælles stolthed.

7. Find mening med det, I laver

Helle Hedegaard Hein har i sin forskning vist, at mening er en af de mest afgørende drivkræfter for performance og trivsel.
Når vi oplever, at vores arbejde gør en forskel, stiger motivationen markant. Derfor: Tag en snak i teamet.
– Hvem skaber vi værdi for?
– Hvad gør vores indsats vigtig?
– Hvilke opgaver er meningsfulde for den enkelte?

Det lyder måske stort, men ofte dukker den største mening op i de små refleksioner.

Som sidebemærkning skal det nævnes at Helle Hein, i hendes seneste bog „En giftig stresscocktail – når stress skyldes mangel på mening‟ beskriver, hvordan netop meningsløshed kan være en langt stærkere stressfaktor end f. eks. travlhed.

Team-performance handler ikke om at løbe stærkere – men om at arbejde klogere, sammen.

Og når I skaber rum til refleksion, fordybelse og fælles mening, løfter I ikke bare resultaterne. I løfter også hinanden.


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar