Ledelse med compassion
Når du leder med compassion*, vil det have en positiv indvirkning på arbejdsglæde, trivsel, produktivitet samt fastholdelse af medarbejdere – især i udfordrende tider. Der findes i dag videnskabelig evidens for, at compassion er en vigtig faktor for psykologisk tryghed og social kapital på arbejdspladsen. Compassion har bl.a. en positiv indvirkning på:
- Tryghed til at medarbejderne tør udtrykke deres mening (psykologisk tryghed)
- Tillid til og respekt for kolleger og medarbejdere
- Medarbejderengagement
- Medarbejderloyalitet
Hvad kan du så gøre?
Når du leder med compassion, er det en bevidst bearbejdning af hvordan du vil agere/handle og kommunikere. Her har du nogle trinvis forslag til, hvordan du kan træne og udvikle ledelse med compassion:
1. Start i det små
At demonstrere medfølelse kræver ikke nødvendigvis en tidskrævende indsats. En simpel opmuntrende kommentar, anerkendelse, et kort check-ind med en medarbejder eller et udtryk for taknemmelighed kan være ekstremt virkningsfuldt. Tænk over hvad du signalerer, når du træder ind i lokalet, hvilke formuleringer du bruger i både skrift og tale og hvad dit kropssprog signalerer når du bevæger dig rund på arbejdspladsen.
2. Vær til rådighed – og men det.
Jeg har alt for ofte hørt ledere, som siger “Min dør er altid åben”. Men de signalerer noget helt andet (eller er konstant optaget af møder). Sørg for at du har skemalagt tid, hvor dine medarbejdere ved at de kan komme til dig. Vær nærværende og lyttende og tilbyd altid din hjælp. Brug også tid på at “komme ud på gulvet”, og mød dem der hvor de er. Igen er det vigtigt at være både nysgerrig og lyttende.
3. Hjælp og support
Dernæst skal du være bevidst om at tilbyde din hjælp og support. Når en medarbejder kæmper med en opgave eller noget personligt, skal du ikke stille et ‘ja eller nej spørgsmål’ såsom: “Har du brug for hjælp?” eller “Er der noget jeg kan gøre?” (som ofte bliver en invitation til at svare “nej”). Prøv i stedet for at spørge: “Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig til at få en god dag i dag?”.
Vil du tage din compassion-drevne ledelse endnu længere, skal du gå videre end blot til dine nærmeste medarbejdere (dit eget team/egen afdeling). Vær også generøs med din opmærksomhed overfor andre teams/afdelinger, samarbejdspartnere, stakeholders m.fl. og udvid din indflydelse.
Sidst, men ikke mindst, skal du begynde at spotte dem der viser compassion overfor hinanden. Anerkend når en medarbejder hjælper en kollega, fortæl dem hvad det betyder for jeres team/afdeling. Anerkend den adfærd du gerne vil se mere af, både direkte til personen og til alle, eksempelvis på et afdelingsmøde.
Ledelse skal naturligvis være ægte/autentisk, så vær åben og tilgængelig. Men det er vigtigt at du som leder går foran og er det gode eksempel. Udviser du selv compassion samtidig med at du anerkender de medarbejdere der gør det samme, vil det hurtigere blive en naturlig del af jeres kultur.
Hvad betyder compassion*?
Vi har i dette ledertip brugt ordet ”compassion”, da vi ikke har kunnet finde en passende dansk oversættelse. Medfølelse (som ville være den direkte oversættelse) er ikke helt det samme som compassion, og det kan også give forkerte associationer og overser samtidig nogle af de nuancer, som ordet compassion rummer.
Vores ledertips er enkle, simple og ikke mindst effektive ting du kan gøre for at øge din og dine medarbejderes arbejdsglæde. Når du bruger vores ledertips på din arbejdsplads, vil vi rigtig gerne høre om det – skriv en kommentar herunder og lad os vide hvordan det gik.
Se alle vores ledertips her