Det du giver opmærksomhed former kulturen
Mange ledere undervurderer, hvor meget deres egen adfærd påvirker kulturen på arbejdspladsen. Kultur bliver nemlig ikke kun skabt gennem værdier, strategier eller flotte ord på en væg. Den bliver skabt i hverdagen. I det du reagerer på, følger op på, og vælger at give opmærksomhed.
Din adfærd som leder, spreder sig som ringe i vandet. Den påvirker stemningen, samarbejdet og måden mennesker er sammen på – også langt mere, end du måske selv tænker over.
Vores hjerner spejler automatisk andre menneskers følelser og adfærd gennem det, man kalder spejlneuroner. Derfor kan stemninger, tempo og adfærd hurtigt sprede sig i et team.
Hvis du som leder konstant er stresset, kort for hovedet eller mentalt fraværende, påvirker det både samarbejdet og arbejdsglæden i resten af teamet. Men heldigvis gælder det samme for opmærksomhed, hjælpsomhed, nærvær og respektfuld kommunikation.
Det er ikke kun det, du siger
Vi kan som ledere være meget optaget af at sige de rigtige ting. Men medarbejdere spejler sig langt mere i det, du rent faktisk gør. Det sender hurtigt nogle helt forkerte signaler, hvis du
…taler om balance i arbejdslivet, men konstant hylder overarbejde eller sender mails sent om aftenen.
… taler om respekt, men selv afbryder på møder
… ønsker en kultur med hjælpsomhed og psykologisk tryghed, men kun anerkender individuelle præstationer
Anerkend det, du vil se mere af
Feedback er mange ting. Men mange ledere er blevet så optagede af udvikling, at de glemmer den anerkendende feedback. Det betyder, at medarbejdere ofte får at vide, hvad de kan gøre bedre – men sjældnere hører, hvad de allerede gør godt.
Hvis du bruger den klassiske “burgermodel”, hvor kritik/udvikling pakkes ind omkring ros/anerkendelse, sidder mange medarbejdere bagefter primært tilbage med dét, der skulle forbedres. De hører ikke det, du rent faktisk ville rose dem for. Og det er ikke så mærkeligt, for vores hjerner er nemlig langt hurtigere til at registrere negative signaler end positive. Psykologer kalder det negativitets bias. Kritik og potentielle trusler, får simpelthen mere opmærksomhed i hjernen end ros og anerkendelse.
Derfor er det vigtigt, at anerkendelse får lov til at stå alene. Når mennesker oplever, at deres positive bidrag bliver set og værdsat, er der større sandsynlighed for, at adfærden bliver gentaget.
Kulturen formes også af det, du tolererer
Kultur handler ikke kun om det positive, du fremhæver. Den bliver også formet af det, du ser – men ikke reagerer på.
Hvis dårlig tone, brok, negativ adfærd eller manglende respekt får lov til bare at leve videre, lægger medarbejderne mærke til det. For mennesker aflæser lynhurtigt, hvad de ser som værende acceptabelt på en arbejdsplads.
Og når ledelsen ikke reagerer, vil nogen begynde at holde igen og trække sig fra fællesskabet. Og andre begynder stille og roligt at kigge sig om efter et andet job.
Derfor handler kultur ikke kun om gode intentioner og flotte ord. Det handler også om, det du som leder rent faktisk gør – og det du vælger ikke at reagere på.
Anerkend den adfærd, du gerne vil se mere af. Og gør noget ved den adfærd, der ødelægger samarbejde, arbejdsglæde og respekt – før den får lov til at brede sig.
Det du giver opmærksomhed former kulturen
Det er ikke de store nedskrevne strategier, værdier og visioner medarbejderne husker i hverdagen. Det er:
- Hvordan du agerer og reagerer.
- Hvordan du taler til andre.
- Hvad du giver opmærksomhed.
- Og hvad du lader passere.
Det er dér kulturen vokser frem.
