Mandagstip: Sig glad “Godmorgen”
Dette er nok et af vores ældste tip, og også noget vi taler med alle vores kunder om på foredrag, workshops, kurser m.m. Nemlig vigtigheden af at få sagt “godmorgen” til hinanden.
Jeg tænker at dette tip virkelig er aktuelt igen, da mange af os er retur på arbejdspladsen efter nedlukningen. Pludselig skal vi vænne os til at være sammen med kollegerne igen. Vi skal genfinde de gamle vaner, der skaber gode relationer og dermed naturligvis en masse arbejdsglæde. For mange er der ikke noget værre, end at møde ind på job med et “godmorgen”, og blive mødt af absolut ingen respons!
Et af de absolut vigtigste og mest fundamentale psykologiske behov vi mennesker har, er at andre ser os og at de kan lide os. Der er ikke noget vigtigere for os, end at vi føler os respekteret og afholdt.
Så her kommer et lynkursus i vores niveau-5 godmorgen:
- Sig glad godmorgen
- Se på vedkommende – få øjenkontakt
- Smil (bare rolig det kommer helt automatisk, hvis du husker det med øjenkontakten)
- Sig kollegaens navn og tilføj gerne et “godt at se dig” eller “hvordan går det med…” eller hvad der nu falder dig naturligt at tale med din kollega om.
- Fysisk kontakt: Giv din kollega hånden, en albue-albue (kender vi fra corona-tiden), et klap på skulderen, eller hvad der er passende for begge parter.
Niveau-3 godmorgen er vel egentlig helt almindelig pli, når du møder en kollega:, og det gør vi naturligvis hver dag. Men hvad hvis du har en ny kollega? Eller du skal have plejet din relation til en eksisterende kollega? Så skulle du overveje en niveau-4 eller niveau-5 godmorgen.
Vi bruger langt de fleste af vores vågne tider på jobbet, så det er naturligvis vigtigt at have arbejdsglæde. Vi ved alle at det humør vi har på jobbet, smitter af på humøret udenfor jobbet. Så dagens mandagstip er simpelthen af få sagt glad godmorgen når du møder ind. Og ja… møder du ind om eftermiddagen, aftenen eller natten, så hilser du naturligvis med en anden hilsen end “godmorgen”. Den havde du nok allerede regnet ud ;-)
Dagens mandagstip er altså en opfordring til at få sagt glad godmorgen til dine kolleger. Vælg gerne en ny kollega hver dag, som du giver et niveau-5 godmorgen.
Vores mandagstips er forholdsvis enkle ting, du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan du endda gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv gerne en kommentar herunder og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores mandagstips her eller køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen.
Øjenkontakten er så vigtig, og som leder kan det være en god indikation til om man bør gøre en ekstra indsats for at gøre noget for kulturen og sammenholdet.