Mandagstip: Ros med Elefantorden
Desværre er ros en mangelvare på danske arbejdspladser – ifølge vores undersøgelse fra 2015, er “Mangel på ros og anerkendelse” den næststørste arbejdsglædedræber i Danmark.
Denne uges mandagstip er en idé fra IT-firmaet Valtech i København, der gør meget for at være en god arbejdsplads. En af deres udviklere, Michael Poulsen, valgte for år tilbage bl.a. at indføre en rose-elefant.
Det foregår på den måde at man kan give elefanten til en kollega som fortjener ros og anerkendelse. Hver gang de giver elefanten videre, sender de en forklaring med. Her er de første tre forklaringer fra Valtech:
Ulrich (fra Michael): Ulrich har en fantastisk passion for mad, råvarer og udstyr – og frem for alt et meget smittende engagement. Jeg er selv passioneret om samme emne, så det har gjort mig glad at Ulrich er kommet til og har delt sin interesse og passion med mig og andre. Ulrichs passion er også allerede nået langt ud i organisationen: kaffeklub, vinklub, fællesindkøb af chokolade, kaffe, vanilje for at nævne et par stykker.
Søren (fra Ulrich): Årsagen til at han skulle have den, er fordi han altid er i godt humør, professionelt er han aldrig bange for at prøve noget nyt af, samtidigt med at han konsoliderer det han ved virker. Herudover har han taget initiativ til at afholde en ølsmagning hvilket er noget jeg sætter stor pris.
Johan (fra Søren): Jeg har overleveret elefanten til Johan Van Ketwich, da han aldrig siger nej til at give en hjælpende hånd – og altid bidrager med input af høj faglig kvalitet.
Kunne sådan en rose-elefant fungere på din arbejdsplads? Prøv det!
Vores bedste artikler om ros
- Ny forskning: Ros gør os mere effektive, mere kreative og mindre stressede
- Derfor skal vi rose indsats frem for resultater
- 5 fantastiske måder at rose på
- De 5 værste måder at rose på
Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores mandagstips her eller køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen.