5 gode tips til arbejdsglæde i juletiden

5 gode tips til arbejdsglæde i juletiden

Christmas

December måned er lidt et paradox. På den ene side er det superhyggeligt med julen der nærmer sig og masser af gode traditioner – på den anden side er dagene mørke, vejret koldt og kedeligt og arbejdet ofte ekstra travlt.

Så det er jo en fantastisk lejlighed til at bruge juletiden aktivt til at skabe endnu mere arbejdsglæde. Her er vores 5 bedste tips til at gøre det.

1: Hyg lidt om jer selv og hinanden

Her er et skønt eksempel fra Solar, Danmarks største el- og vvs-grossist, hvor afdelingscheferne Carsten og Karsten tog turen rundt på hele kontoret for at servere ris a la mande for alle medarbejderne:

nissebanden

Juletiden giver et kanon potentiale for at give hyggen et spark opad på arbejdspladsen. Hvad kunne du gøre, for at sprede lidt hygge og julestemning? Skal du uddele pebernødder eller mandariner? Er det noget med at synge en julesang en mandag morgen? Hvad med en adventskrans som I samles om og tænder hver morgen? Eller..?

2: Gå amok med julepynten

Lad der bare gå Gertrud Sand i den her i december. For et par år var jeg i Kastrup Lufthavn i december på vej til et foredrag. Jeg sad i en café derude og kunne kigge ind ad vinduet til et af lufthavnens kontorer, hvor de havde fundet den store kasse med julepynt frem. Der var simpelthen gran, guirlander, julehjerter og kræmmerhuse over det hele. Det var fuldstændig festligt og jeg kom helt i julestemning bare ved synet.

Så bare kom i gang med at pynte kontoret op og lad det gerne tage lidt overhånd. I kan endda arrangere en konkurrence mellem afdelingerne, hvor den afdeling der har det meste eller det flotteste julepynt vinder. For ekstra point kan I samle afdelingen og lave julepynten selv.

Christmas - Office-Decorating

3: Lav en glad nisseordning

Normalt når man laver julenisse ordning på kontoret handler det om at drille folk. Du ved: Stjæle kuglen fra musen og den slags uden at blive opdaget.

Vi foreslår I vender den om og laver en nisseleg hvor det handler om at give en kollega arbejdsglæde. Helt som sædvanligt trækker alle navnet på en kollega, som de skal nisse uden at blive opdaget, men nu handler det om at glæde dem. Læg slik på deres skrivebord, skriv rosende beskeder, hjælp dem med deres arbejde osv… alt sammen uden at blive grebet i det.

Lige før jul kan I samles og se om I kan gætte hvem der var nisse for hvem.

4: Den gavmilde pakkeleg

Til julefrokoster leger man tit den her terning-leg hvor alle har en gave med, og hver gang nogen slår en sekser må man tage en gave fra en anden. Den leg kan man vende om, sådan så hver gang nogen slår en sekser må de give en gave. Den der slår seks skal give en gave til en medspiller. De kan give en af deres egne væk eller de må tage en gave fra en anden, men de kan ikke tage den til sig selv, de skal give den til en medspiller.

Prøv evt. også den version hjemme hos familien – det giver en superglad og positiv stemning.

5: Giv hinanden julegaver

Mange arbejdspladser giver deres medarbejdere julegaver, og ofte giver de gaver ikke meget arbejdsglæde fordi det kan virke ret upersonligt. Det er også svært at finde en god gave, som glæder alle.

Derfor har vi lokket nogle af vores kunder, til at få kollegerne til at give julegaver til hinanden. Det foregår sådan her.

  1. I starten af december trækker alle medarbejdere navnet på en kollega, som de skal købe en julegave til. De får selvfølgelig pengene refunderet af firmaet.
  2. Det er ikke tilladt bare at spørge personen, hvad man skal købe til dem. Man skal bruge lidt tid på at finde ud af, hvad den person vill blive rigtig glad for at gå i julegave.
  3. I løbet af december køber folk gaver til hinanden og lægger dem under et juletræ i afdelingen.
  4. Sidst i december er der et julearrangement, hvor alle åbner deres gaver.

Dem som har prøvet det siger, at det giver meget mere arbejdsglæde end den traditionelle udgave hvor firmaet køber det samme til alle, fordi gaverne nu er personlige. Desuden oplever de også, at folk synes det er sjovt at købe gaver til hinanden.

Din mening

Hvad tænker du – er der noget af det her, som kunne fungere på din arbejdsplads? Hvordan er juletiden ellers der hvor du arbejder? Hvad har du før oplevet, som gav arbejdsglæde i december? Skriv en kommentar her nedenfor, vi vil smaddergerne høre din mening.

Relaterede artikler

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

1 kommentar

  1. I vores virksomhed deler vi alle gaver fra eksterne, fx leverandører, med hinanden. Der er altid nogle funktioner i en virksomhed, som er langt mere udadvendte end andre, og disse funktioner modtager ofte mange og måske store gaver. I erkendelse af at der på et kontor sidder en del medarbejdere, som ikke har ret meget kontakt til eksterne, men som yder et lige så vigtigt job, som de førnævnte, bliver vi alle bedt om at aflevere evt. julegaver i receptionen, i stedet for at tage gaverne med hjem. Umiddelbart efter jul holder vi nytårstaffel i kantinen, hvor der bliver trukket lod om gaverne – og der er ALTID noget til alle.

Skriv en kommentar