Hjemmearbejde – kommet for at blive?
Hjemmearbejde er ikke mere produktivt end at være på kontoret, viser nye studier.
Mange vidensarbejde er efterhånden kommet tilbage fra onlinemøderne til konferencelokalet. I USA har Wall Street-firmaer været blandt de mest insisterende på, at medarbejdere skal vende tilbage til kontoret. Og i den seneste tid, har mange tech-giganter som Apple og Google m.fl. krævet at medarbejderne møder op på kontoret mindst tre dage om ugen.
Og det er absolut ikke alle der er lige tilfredse med den beslutning. Mange spørger: “Har en række studier under covid-19-pandemien ikke vist, at hjemmearbejde ofte var mere produktivt end arbejde på kontoret?”. Men vi så dengang, at det mest var i starten af hjemsendelsen vi var mere produktive. Nye studier udfordrer også idéen om, at hjemmearbejde er mere produktivt.
Produktivitetsfald ved hjemmearbejde
Et studie fra Harvard University fra 2020, rapporterede oprindeligt en knap 8% stigning i produktivitet for en detailhandler, der skiftede til hjemmearbejde. En revideret version fra Federal Reserve Bank of New York viste imidlertid en 4% tilbagegang i produktivitet. Denne revidering udløste yderligere forskning, og andre studier konkluderede også, at hjemmearbejde førte til lavere produktivitet sammenlignet med arbejde på kontoret.
Fremtidsudsigter og faldgruber for hjemmearbejde
Selvom vi helt sikkert i fremtiden bliver dygtigere til at udvikle nye værktøjer til hjemmearbejdet, er der en potentiel ulempe i underudvikling af de menneskelige relationer.
Hvis vi udelukkende arbejdede hjemmefra, ville det påvirke både samarbejde og kommunikation. Medarbejdere har ikke samme mulighed for at sparre med hinanden eller hjælpe og støtte hinanden på daglig basis. Studier viser også et fald i feedbackudveksling og ny læring blandt hjemmearbejdere. Det kan kan hæmme deres professionelle udvikling samt på sigt virksomhedens succes.
Det har jeg skrevet mere om i denne blogpost
Arbejdsglæde i fremtidens arbejde
Mens produktivitet er vigtigt, spiller work-life balance og arbejdsglæde en betydelig rolle i ligningen. Muligheden for hjemmearbejde, kan føre til gladere medarbejdere. For nogen pga. reducering af pendlertid eller mere tid til familie/hobbyer. Men det kan også være, at du i perioder har opgaver, der kræver uafbrudt koncentration – og hvor du trives bedre med hjemmearbejde.
Når vi ser på fremtidens arbejde, er det tydeligt at en hybrid tilgang, der kombinerer hjemmearbejde og kontorarbejde, vil dominere (der hvor det er muligt). Det er jeg slet ikke i tvivl om.
Mens hjemmearbejde tilbyder fordele i form af work-life balance og ved visse opgavetyper, betyder den menneskelige kontakt også en masse for både produktivitet og faglig udvikling. Virksomheder bliver derfor nødt til at finde den rette balance. En balance der fungerer for den enkelte medarbejder og for deres team/afdeling.
Hvis I skal sikre succes for virksomheden, skal I både have øje for produktivitet/samarbejde/faglig udvikling, men også for hvad der giver den enkelte arbejdsglæde – og det kan være at have muligheden for at arbejde hjemmefra 1-2 dage om ugen.
Hvad gør I hos jer, som fungerer godt? Del meget gerne jeres erfaring med os og alle der læser denne artikel.