3 tips til at holde sommerferie med glæde
Sommerferietiden er over os og det betyder at mange får et afbræk fra arbejdsdagene og får tid til at lade batterierne op, få nye indtryk og nyde samværet med familie og venner.
Desværre er sommerferietiden somme tider også de dage hvor det kan være svært at slappe af, fordi man tænker over det arbejde der hober sig op mens man er væk. Men sådan behøver det ikke at være.
Her er nogle tips til dig der gerne vil beholde arbejdsglæden – også mens du holder ferie.
Forbered til ferien ved at rydde op
Det handler primært om at skabe et overblik over de arbejdsopgaver du har liggende. Måske er der en kollega der tager over mens du er væk, måske bliver opgaverne liggende indtil du er tilbage.
Uanset hvad, så skaber det ro at have overblik – både for dig og andre. Derfor: ryd op! På skrivebordet, hvis du har sådan et. Inddel opgaverne i bunker/foldere og prioriter dem. Arkiver det der ikke er relevant og overdrag det der kræver andres bidrag – naturligvis i så god tid som muligt.
Ryd op i din e-mail indbakke. Arkiver informationsmails og videresend e-mails der kræver handling til de relevante kolleger. Opret opgaver til dig selv af de resterende mails. Optimalt set er din indbakke tom, eller i hvert fald meget mere overskuelig.
Hold ferie, når du holder ferie
Ja, det er fristende lige at tjekke mailen mens du er på ferie. Men pointen med at holde ferie er jo netop at du skal holde fri og lade batterierne op. Derfor – lad firmatelefonen forblive slukket, ignorér arbejdsmailen.
Sørg for at holde ferie når du har ferie. Gør noget du har lyst til, uanset om det er at kaste dig ud i nye eventyr, bestige bjerge, eller at koble helt af med fødderne i vandkanten. Det er din ferie – nyd den.
Sæt et glad autosvar på din mail – eller luk mailen helt
Vi har alle set autosvar der siger noget i retning af
“holder ferie – tilbage 5. september”
Vi vil gerne opfordre dig til at gentænke dit autosvar og udvide det, så det bliver en glad og informativ besked i stedet. Det kunne være noget i retning af:
Jeg holder ferie – tilbage 5. september
Tak for din mail, som jeg desværre først kan læse når jeg er retur fra min ferie den 5. september. I øjeblikket nyder jeg Vesterhavet og de danske sommernætter med min familie.
Kan din henvendelse ikke vente på at jeg er retur, kan du kontakte mine fantastiske kolleger der holder skansen i ferietiden. Send din mail til kollegerne@firmanavnet.dk.
Tak og god sommer!
Hvis det er muligt for dig, vil vi opfordre dig til at lukke din indbakke helt. Vi har skrevet en artikel om hvorfor det er en god idé og hvordan du gør.
Vi håber at nogle af disse tips kan hjælpe dig til at holde ferie med glæde – rigtig god ferie!