10 enkle spørgsmål der giver dig en rigtig god start på 2022

Få en god start på 2022 - photo by Muenz Getty Images Pro

10 enkle spørgsmål der giver dig en rigtig god start på 2022

Starten af et nyt år, er et godt tidspunkt at gøre status over det forgangne år og samtidig kigge fremad og få en god start på 2022.

Når vi evaluerer på året der gik, har vi desværre en tendens til at se tilbage og især fokusere på de ting der ikke gik så godt. Huske på det vi burde have gjort. De mål vi ønskede vi havde nået. Fremskridtet der ikke kom.

Negativitetsbias og arbejdsglæden

Mange af de følelser vi har på arbejdet, har stor indflydelse på hvordan vi føler os både på arbejdet og i fritiden. Når du er glad på jobbet, er du mere effektiv og succesfuld på arbejdet – du er også gladere i fritiden og har et bedre helbred.

Meget af vores glæde kommer af at værdsætte de gode ting vi har og gør. Naturligvis skal du sørge for at forbedre din situation og løse eventuelle problemer/udfordringer, men det er lige så vigtigt OGSÅ at kunne sætte pris på de ting, der virker.

Det er ikke let. Vores fokus er pr. automatik på problemer, ærgrelser, trusler og frygt, hvorimod det at huske og værdsætte det gode i vores liv kræver en indsats og bevidst fokus. Det skyldes negativitetsbias (negativity bias) der er en af ​​de mest veletablerede psykologiske fænomener. Det betyder ganske enkelt, at vores sind afsætter mere mental fokus til det dårlige end det gode.

Derfor vil vi opfordre til bevidst at vende fokus på det positive, så her er vores bud på en lille arbejdsglædeøvelse for det nye år.

Få en god start på 2022 med disse 10 spørgsmål:

Tænk tilbage på dit arbejdsliv i 2021 og besvar følgende 10 spørgsmål. Måske er det ligefrem god læring fra tiden med nedlukning. Øvelsen fungerer bedst, hvis du tager dig god tid, og skriv meget gerne dine svar ned:

  • Hvad er gået rigtig godt på jobbet for dig det sidste år?
  • Hvad har du gjort, som du har været stolt af?
  • Hvem gjorde du en forskel for?
  • Hvordan har du udviklet dig personligt på arbejdet?
  • Hvilke nye færdigheder har du tilegnet dig fagligt?
  • Hvem har hjulpet dig på arbejdet i 2021?
  • Hvem har du set op til fagligt på jobbet?
  • Hvilke 5 ting fra dit arbejdsliv i 2021 vil du gerne have mere af i 2022?
  • Hvilke 5 ting fra dit arbejdsliv i 2021 vil du gerne have mindre af i 2022?
  • Hvad vil du helt specifikt gøre for at skabe mere arbejdsglæde for dig selv og andre i 2022?

Mange mennesker har en forestilling om at de skal arbejde hårdt for at blive succesfulde – og at succes vil gøre dem glade. Men vi ved fra forskning, at arbejdsglæde faktisk gør os både mere produktive og effektive. Derfor en opfordring til at gøre arbejdsglæden til din førsteprioritet og få en god start på 2022. Rigtig god arbejdslyst!

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

1 kommentar

  1. Kanon refleksion, lige hvad jeg har brug for! Snupper den til et oplæg for kollegerne :-)

Skriv en kommentar