En kage med mening
Det er utroligt vigtigt for arbejdsglæden, at vi oplever mening med det arbejder vi laver.
Det glemmer vi ofte, midt i en travl arbejdsdag. Fokus er mest på HVAD vi laver (den næste opgave, det næste møde, den næste kunde, den næste deadline) og vi glemmer HVORFOR vi laver det og hvem vi hjælper med vores indsats.
Derfor kan det være en god ide at stoppe op engang imellem og minde os selv og hinanden om, meningen og formålet med vores arbejde.
Henrik Egeskov som er Konstitueret kontorchef i Patienterstatningen har gjort det på en meget sjov måde. Patienterstatningens opgave er at sørge for at patienter som er blevet fejlbehandlet får den erstatning de er berettiget til. De har (lige som de fleste arbejdspladser) rigtig travlt og kan let glemme, hvor vigtig deres indsats er.
Så Henrik fik lavet kagen på billedet her. Her er hvad han gjorde:
Her er den lagkage, som jeg fik lavet i forbindelse med lille konkurrence, hvor de ansatte skulle gætte, hvor meget vores kontor havde opgjort/udbetalt af erstatning i løbet af de sidste 6 måneder.
Dette var med til at sætte fokus på meningen bag jobbet; altså der er nogle patienter i den anden ende, hvor vores afgørelser betyder rigtigt meget.
Derudover var det med til at vise, at vi gør rigtig mange patienter tilfredse, når de får den berettigede erstatning.
Så juristerne i kontoret fik derfor 51.604.788 godt gået!
Det blev meget vel modtaget.
Det er et fantastisk eksempel på at synliggøre meningen i arbejdet – og det giver arbejdsglæde.