Træn din hjerne til at se det gode – og styrk din arbejdsglæde

Træn din hjerne til at se det gode – og styrk din arbejdsglæde.

Træn din hjerne til at se det gode – og styrk din arbejdsglæde

Det er nemt at få øje på det, der driller. Hjernen er nemlig designet til at huske fejl, mangler og risici – en rest fra dengang, hvor vi skulle overleve på savannen. Men vi kan faktisk træne hjernen til også at huske der virker. Og når vi gør det, ændrer det vores måde at tænke og handle på.

Hjernen husker det negative – med mindre vi øver os

Forskningen viser, at negative oplevelser sætter sig hurtigere og dybere end positive. Ifølge psykolog Rick Hanson har hjernen en slags velcro-effekt for det negative og teflon-effekt for det positive – de gode oplevelser glider lettere af, hvis vi ikke stopper op og registrerer dem bevidst.

Men det er noget vi kan arbejde med – ja simpelthen træne vores hjerne. Ved at tænke på positive oplevelser i 10-20 sekunder ad gangen, styrker vi de neurale forbindelser, så hjernen gradvist bliver bedre til at huske det gode. Det virker også hvis vi skriver den positive oplevelse ned. Eller måske ligefrem føre taknemmelighedsdagbog.

Øvelsen “3 gode ting”

En af de mest veldokumenterede interventioner i positiv psykologi er øvelsen Three Good Things, udviklet af Martin Seligman og kolleger. Den går i al sin enkelhed ud på, at du hver dag skriver tre gode ting, der er sket i løbet af dagen – og hvorfor de var gode.

Studier viser, at denne øvelse:

  • Øger oplevet lykke og tilfredshed i op til seks måneder
  • Mindsker depressive symptomer
  • Styrker taknemmelighed og kvaliteten af vores relationer

Det virker, fordi du aktivt træner hjernen til at registrere og lagre de positive opleveler.

Positive interventioner – små øvelser med stor effekt

I positiv psykologi kaldes metoder som 3 gode ting for positive interventioner. Det dækker over konkrete øvelser, der er udviklet og testet i forskningen for at styrke trivsel, glæde og mental robusthed.

Et stort antal studier viser, at selv små handlinger – som at skrive om gode oplevelser, udtrykke taknemmelighed eller hjælpe andre – kan øge positive følelser, forbedre relationer og mindske stress.

Ifølge forskningssamlinger (f.eks. PositivePsychology.com) kan effekten mærkes allerede efter få uger og vare i måneder, hvis øvelserne gentages jævnligt. Seligman’s 3 gode ting, skal som udgangspunkt være mindst 1 uge. Nogle har lavet forsøg på arbejdspladser med 3 gode ting hver mandag-fredag i 2 uger og andre har fået succes med 5 gode ting én gang om ugen.

Gør det, der virker for dig, det vigtigste er at du får startet en ny vane. Det særlige ved positive interventioner er, at de ikke kræver store forandringer – kun små, bevidste valg i hverdagen.

Flere videnskabeligt dokumenterede måder at styrke det positive på

Der findes flere interventioner, som har vist sig at øge trivsel, energi og arbejdsglæde:

Taknemmelighedsbrevet – skriv et brev til en person, der har gjort en forskel for dig (Emmons & McCullough, 2003). At udtrykke taknemmelighed – også bare på papir – øger både din og modtagerens oplevelse af mening og glæde.

Best Possible Self – en fremtidsvisualisering, hvor du i nogle minutter forestiller dig dit bedste mulige jeg om et år. Studier viser, at denne øvelse øger optimisme og motivation (King, 2001).

Positiv feedback-runde – afprøvet i mange organisationer: kolleger giver hinanden konkret, positiv feedback. Det øger tillid, samarbejde og energi – og skaber en kultur, hvor det gode bliver set og sagt.

Når vi øver os i at se det gode, aktiverer vi hjernens systemer for belønning, tillid og motivation. Over tid gør det os mere optimistiske, engagerede og modstandsdygtige – både som mennesker og som kolleger.

Forskningen viser

  • Mennesker, der træner sig i at se det positive, bliver mere tilfredse, motiverede og resilient (Lyubomirsky, 2007).
  • Taknemmelighed og positive relationer er to af de stærkeste faktorer for langvarig trivsel (Seligman, 2011).
  • Det tager kun få minutter om dagen – men effekten varer i uger og måneder.

At se det gode sammen

Du kan træne din hjerne alene – men effekten vokser, når du gør det sammen med andre. Del øvelsen i dit team, start møder med “ugens tre gode ting”, hav “postkort til 3 gode ting i 2 uger” eller lav en “fælles fredagsrunde”, hvor I deler, hvad I er glade for i ugen der gik. Når I deler det positive, bliver det stærkere – og det smitter.


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi i 2017(Certificate in Positive Psychology og har mere end 15 års erfaring som underviser og foredragsholder. Arlette har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010, og overtog virksomheden i 2020. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar