Mandagstip: Tilbyd eller få hjælp

Mandagstip - giv eller få hjælp: Photo by Chonesstoc Canva Pro

Mandagstip: Tilbyd eller få hjælp

På mange arbejdspladser er vi gode til at klare tingene selv – måske lidt for gode. Men arbejdsglæde handler ikke kun om at få ting gjort, det handler også om relationer. Og en af de bedste måder at styrke relationerne på er tilbyde eller få hjælp – altså noget så simpelt som at hjælpe hinanden.

Denne uge har du en mission: Bed om hjælp eller tilbyd en kollega en hjælpende hånd. Eller endnu bedre – gør begge dele!

Bed om hjælp

Har du en opgave, hvor du kunne bruge et godt råd eller assistance? Så spørg en kollega. Det viser, at du har tillid til deres viden og værdsætter deres kompetencer. Det kan være noget konkret som:

  • “Har du et godt tip til, hvordan jeg kan løse denne opgave smartere?”
  • “Kan du hjælpe mig med at forstå denne proces?”
  • “Hvad ville du gøre i denne situation?”

Tilbyd din hjælp

Hold øje med, om en kollega kunne bruge et nap med. Det kan være små ting, der gør en stor forskel:

  • Hjælp med tekniske udfordringer – Er en kollega udfordret med et system, en software eller en ny digital proces? Tilbyd et hurtigt tip eller en gennemgang.
  • Lyt og vær en sparringspartner – Nogle gange har vi mest brug for at vende en udfordring med en kollega. Bare det at lytte og stille et par gode spørgsmål, kan være en stor hjælp.
  • Hjælp en kollega i en travl periode – Er din kollega presset af deadlines eller mange møder? Tilbyd at tage en mindre opgave af deres bord, f.eks. besvare mails, tage noter på et møde eller koordinere en praktisk detalje.
  • Del din viden eller erfaring – Har du en smart måde at løse en tilbagevendende opgave på? En skabelon, en genvej eller en proces, der sparer tid? Del det med dine kolleger.

Bonus: Prøv begge dele!

Nogle synes, det er let at hjælpe, men svært at bede om hjælp – og omvendt. Prøv begge dele og mærk, hvad der giver dig mest energi.

Når vi gør hjælp til en naturlig del af hverdagen, skaber vi et stærkere fællesskab og en bedre arbejdsplads. Så hvem vil du spørge – eller hjælpe – i dag?


Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.

Se alle vores mandagstips her eller køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen.

Skrevet af Patricia

Patricia spreder arbejdsglæde 'backstage' og holder styr på de administrative opgaver i Arbejdsglæde nu.

2 kommentarer

  1. Hvordan undgår man at få svaret “det ved jeg sørme ikke”, når man stiller spørgsmål til en kollega om hjælp til en given opgave, hvor man egentlig forventer at de kender svaret.

  2. Hej Helene,
    Godt spørgsmål! Når du spørger en kollega om hjælp og får svaret “det ved jeg sørme ikke”, kan det skyldes flere ting:

    De ved det faktisk ikke – men måske kender de nogen, der gør (spørg ind til det).
    De er usikre – de er bange for at give et forkert svar.
    De har travlt – og har ikke overskud til at hjælpe lige nu.
    De forstod ikke spørgsmålet – Måske formulerede du det på en måde, der gjorde at de ikke forstod spørgsmålet.

    Og der kan være endnu flere muligheder. For at øge chancen, for at få et mere brugbart svar, er det vigtigt at være specifik i din forespørgsel. Og spørge om tidspunktet nu er passende, eller om du skal vende tilbage senere.

    Hvis det er ofte at I som kolleger trækker jer fra at hjælpe hinanden, kan det være en god idé at have daglige små korte tjek-ind-møder, hvor I runder af med spørgsmålet: “Er der noget, nogen har brug for hjælp til?”

    Håber det kan hjælpe dig fremadrettet :)

Skriv en kommentar