International Day of Happiness 2022
Den 20. marts er udnævnt til International Day of Happiness og temaet i 2022 er meget passende CHOOSE TO HELP.
Hjælp kan komme i mange forskellige former – alt fra donationer til mennesker i nød, til en hjælpende gestus overfor din kollega på arbejdspladsen. Fælles for dem alle er, at ikke nok med du gør en forskel for den person du hjælper, men du bliver også selv gladere af at hjælpe andre. Det er i hvert fald hvad forskellige studier viser, bl.a. øges vores følelse af mening og tilfredshed med livet, og vores selvtillid får et boost. At hjælpe andre kan reducere stress og give os en mere rolig følelse.
Lidt hjælp kan gøre en stor forskel
Husk at selv en lille smule hjælp, kan gøre en kæmpe forskel for den du hjælper. Måske du har hørt denne historie før, men den tåler en gentagelse og er rigtig god til at illustrere pointen.
En lille pige og hendes bedstefar gik tur langs stranden en tidlig morgen. Sandstranden var fyldt med søstjerner der var bragt op på stranden af nattens storm og nu var strandet dér. Den lille pige samler en af søstjerne op og kaster den tilbage til havet. Og fortsætter hen til den næste søstjerne, samler også den op og kaster den tilbage i bølgerne.
– “Hvad laver du?” spørger bedstefaren.
– “Jeg redder en søstjerne. Hvis de ikke kommer tilbage i vandet snart, dør de” svarer den lille pige.
– “Jamen se hvor mange søstjerner der ligger på stranden” svarede han “du kan umuligt redde dem alle.”
– “Nej, jeg kan ikke redde dem alle” sagde den lille pige “men jeg kan gøre en forskel for dem jeg hjælper tilbage i vandet.”
At gøre noget godt for andre, kan være så simpelt som et smil, en tak, holde døren eller et lille opmuntrende ord. Det er en måde at skabe forbindelse, om end kun for et kort øjeblik, med dem vi møder i vores liv (familie, venner, kolleger, fremmede). Det behøver ikke at koste noget eller tage meget tid at hjælpe – det vigtige er, at det er en handling af ægte omsorg og omtanke for en anden person.