3 tips til at holde en bedre firmafest

beer

Er det nøglen til den bedste firmafest?

Firmafester er en dybt indgroet tradition på danske arbejdspladser – og det med rette. Sommerfester, afdelingsarrangementer, julefrokoster osv. er en fantastisk lejlighed for medarbejdere og ledere til at have en sjov aften sammen, styrke relationerne i og mellem teams og lade folk lære hinanden at kende på en ny måde.

Men hvis man gør det rigtigt, kan det være meget mere end bare en fest – det kan også være en lejlighed til at styrke virksomhedens værdier og sætte fokus på de mennesker og teams som for alvor gør en forskel. Det kræver bare, at man går udover den sædvanlige formel for en dansk firmafest som må hedde noget i retning af ”når bare der er masser af mad og alkohol skal det nok gå”. Her er 3 ideer til hvordan det kan gøres bedre.

1: Brug festen til at fejre de mennesker og teams som lever jeres værdier

Den Københavnske burgerkæde Halifax holdt i 2014 en kæmpe sommerfest for deres medarbejdere der var lavet som en festival med armbånd, musikscener, fadøl og det hele. Og som en helt genial detalje var der også kåring af årets karmasheriffer – altså de medarbejdere som har været de bedste kolleger og som det bare er en fornøjelse at arbejde sammen med. Kollegerne nominerede og stemte på hinanden og vinderne blev hevet på scenen og fejret af ledelsen. REMA1000 gør noget lignende til deres fester, hvor de kårer årets købmand. Det er den største anerkendelse man kan opnå i firmaet, og den gives ikke til den butiksejer der har solgt mest, men den som bedst har levet op til virksomhedens værdier. Når man på den måde bruger festen til at fejre de bedste medarbejdere, skaber man nye helte indenfor organisationen og fremmer best practices.

2: Byt om på rollerne

Accenture Danmark havde et hårdt år i 2003 og var tvunget til at nytænke den årlige firmasommerfest. Normalt var det en større affære som blev afviklet på en fancy restaurant. Det var helt udelukket i 2003, så hvad skulle man så finde på? De holdt festen i mindre prangende men mere hyggelige omgivelser, og fik den geniale idé at få firmaets partnere (dvs. medejere) til at stå i baren. I første omgang var partnerne ikke meget for det. De var mere kendt for deres arbejdsiver, mørke habitter og forretningsmanerer end for deres evner som partyløver. Festudvalget belejrede et par seniorpartnere og fik deres opbakning, og det overbeviste de øvrige om at man burde give det en chance. Festen blev et hit! Ikke alene var den sjovere end de traditionelle fester, men pludselig var partnerne tilgængelige for alle de ansatte som bare kunne gå op i baren og bestille en gin-tonic hos dem. De ansatte elskede det og, måske mest overraskende, partnerne elskede det. De måtte tvinges ud af baren når deres tjans var ovre! Når cheferne på den måde skal betjene medarbejderne skaber man det der hedder ”role reversal” – en situation hvor de normale roller er vendt på hovedet, som giver folk chancen for at lære nye sider af hinanden at kende.

3: Giv folk en chance til at se nye sider af sig selv og kollegerne

Eller hvad med et Dance Battle? Den amerikanske softwarevirksomhed Next Jump har kontorer i New York, Chicago, Boston og London og en gang om året samler de alle medarbejderne på hovedkvarteret i New York til en kæmpe sommerfest, hvor der er et fast indslag: Next Jumps Dance Off. Hvert kontor i virksomheden skal forberede en dans, som de opfører foran alle kollegerne til festen. Alle skal på scenen (også direktørerne), hvert kontor får point og bedste dans vinder. Medarbejderne går virkelig op i det og begynder typisk at øve sig på deres dans 3-6 måneder før festen. Og husk: De fleste af medarbejderne er programmører – dans er langt udenfor deres komfortzone. Derfor er konkurrencen en god chance til at udfordre sig selv og lære at det er OK at være sårbar og lære noget nyt sammen med kollegerne.

Jeg tror der er massivt potentiale i at redesigne den traditionelle firmafest. Selvfølgelig skal det stadig være sjovt og uden for meget fagligt indhold, men hvis man kan tilføje elementer af role reversal, fejring af de bedste kolleger og chancen til at opdage nye sider af sig selv og kollegerne kan festen både blive sjovere og skabe konkret værdi bagefter.

Hvordan kan din arbejdsplads gøre det?

Din mening

Hvad er den bedste firmafest, du har været til? Hvad gjorde den god? Har du været til en firmafest, som ikke fungerede? Hvad gik galt? Skriv en kommentar – vi vil rigtig gerne høre din mening.

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

2 kommentarer

  1. Rigitg god idé.
    På Sundhedscenter Aalborg har vi tradition for at sommerfesten er en temafest. Vi har været vikinger – hvert team var forskellige klaner. Vi har været en hønsegård – hvert team repræsenterede forskellige hønseracer – fra kamphøns til hvide øko italienere med hver deres karakteristika. Vi har været cirkus – med forskellige akrobater. Der har været familiefest, hvor hver enkelt af os fik en rolle i familien, vi skulle spille – fra gamle farmor til den lidt lumre onkel.
    I år skal vi til Hawaii – hvor vi skal møde op som hawaii-turister.
    Festerne foregår ikke i det lukkede rum. Der er altid aktiviteter, som foregår i bybilledet – fuldt udklædte og med meget udstyr.
    Det glæder både os og alle de mere eller mindre undrende tilskuere vi møder.

Skriv en kommentar