Mandagstip: Lær dine kolleger bedre at kende
Arbejdsglæde kommer (ifølge en masse forskning) af resultater og relationer – at vi har en følelse af, at vi med vores arbejde gør en forskel, og at vi gør det sammen med mennesker vi har en god relation til.
Hvem er dine kolleger – som mennesker?
Vil du have bedre relationer på jobbet? Så start med at lære dine kolleger lidt bedre at kende – som mennesker. Det er naturligvis ikke noget man bare gør på 5 minutter – men til gengæld er det noget du kan starte på allerede nu. Det kræver nemlig ikke en lang samtale eller dybdegående interviews. Det kan faktisk være så enkelt som at stille et enkelt godt spørgsmål.
Vi har her samlet et par nemme måder du kan komme i gang med:
Spørg til weekenden – “Har du haft en god weekend?” er en let og uforpligtende indgang til en samtale. Det behøver ikke at være mere kompliceret end det.
Bring ferieminder på bordet – “Hvad har været en af de bedste ferier du har holdt?” Vi har alle en skøn ferie vi mindes – det har din kollega også. Spørg ind til din kollegas gode ferieminde, og følg gerne op med spørgsmålet: “Hvad var det, der gjorde ferien god?”. Måske du endda selv får inspiration til din næste tur.
Lær tre nye ting – Udvælg en kollega og find ud af tre ting, du ikke vidste om dem. Det kan være hobbyer, tidligere jobs eller yndlingsmusik.
Spis frokost eller hold kaffepause sammen – Brug pausen på at snakke om noget andet end arbejde. Hold gerne pausen med en kollega, du ikke kender så godt – så du lærer en kolleg abedre at kende.
Gode relationer skaber mere arbejdsglæde. Hvem vil du lære bedre at kende i denne uge?
Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.
Se alle vores mandagstips her eller køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen.