Se tilbage på året der gik
Julen nærmer sig, og årets afslutning banker på døren. Det er tid til at tage et øjeblik til at se tilbage, reflektere over året der gik, og overveje, hvad du vil tage med dig ind i det nye år.
For mange af os har 2024 været et år med både store sejre og lærerige udfordringer. Måske har du oplevet projekter, der gik bedre, end du havde forestillet dig, eller opgaver der ikke helt gik som planlagt. Begge dele er værdifulde, for de giver os muligheden for at lære, vokse og forbedre os.
Hvad gik godt i 2024?
Det er let at overse vores succeser, men de fortjener opmærksomhed! Hvad er du stolt af? Måske har I som team opnået noget du er stolt af, samarbejdet er styrket eller I har introduceret nye måder at arbejde på. Fejr jeres sejre – store som små. De er ikke bare resultater; de er fundamentet for fremtidige succeser.
Hvad kan du lære af?
Ingen år er uden fejl eller bump på vejen. Brug tid på at evaluere, hvad der ikke gik som forventet. Udfordringer og fejl er ikke fiaskoer; de er data. Reflekter over: Hvad gik galt? Hvorfor? Og hvordan kan jeg (vi) undgå det fremover? Det handler ikke om at finde syndebukke, men om at identificere løsninger og forbedringsmuligheder.
Hvad skal du gøre mere af – og hvad vil du ændre?
Se på de ting, der har skabt arbejdsglæde. Måske var det mere tid til samarbejde i teamet, I fandt nye måder at løse opgaver på eller måske havde du mere fokus på at bruge dine styrker – og hjalp dine medarbejdere med i højere grad at bruge deres. Planlæg at gøre mere af det i det nye år! Samtidig kan du overveje, om der er vaner, strukturer eller processer, du vil justere eller lægge helt på hylden.
Vores år i Arbejdsglæde nu
Hos os har 2024 været fyldt med inspirerende oplevelser. Arbejdsglæde Live! 2024 blev en kæmpe succes – både i København, og for første gang nogensinde i Billund. Vi er dybt taknemmelige for den energi og feedback, vi har fået fra deltagerne. Det var fantastisk at se, hvordan en blanding af case-stories og faglige oplæg skabte aha-oplevelser og gav deltagerne konkrete værktøjer at tage med hjem. Vi gør det igen i 2025.
Vi har også mødt tusindvis af medarbejdere og ledere gennem vores arbejdsglædeforløb, workshops, ledertræninger og foredrag, hvor fokus har været på at skabe fokus og handling på trivsel og arbejdsglæde. Arbejdsglædepoker blev igen i år et hit, fordi det ikke bare handler om at forstå arbejdsglæde, men om at forstå sig selv og hinanden.
Hvad vil du tage med dig ind i det nye år?
Tag et øjeblik til at reflektere. Find frem til de øjeblikke, der har givet dig energi, og beslut dig for, hvordan du kan skabe flere af dem i 2025. Og husk: Det er aldrig for sent at justere kursen så du kan nå derhen hvor arbejdsglæden er størst.
Personligt vil jeg fortsætte min fokus på, at få virksomheder til at forstå vigtigheden af at have en arbejdsglædestrategi. Arbejdsglæde bør ikke være et enkeltstående indslag, men en bevidst og strategisk prioritering. For når virksomheder arbejder systematisk med arbejdsglæde, skaber det ikke bare gladere medarbejdere, men også bedre resultater, lavere sygefravær og højere fastholdelse.
Jeg ønsker dig en glædelig jul og et nyt år fyldt med arbejdsglæde, udvikling og fællesskab!
Glade julehilsener
Arlette
Arbejdsglæde nu