Mandagstip: 5 enkle måder at skabe nærvær i din hverdag
Nærvær behøver ikke at være kompliceret eller tidskrævende. Med små, enkle handlinger kan du skabe øjeblikke, hvor du er fuldt til stede i nuet – både på jobbet og i privaten.
Når vi fokuserer på små, men meningsfulde handlinger, giver det energi og ro. Her får du 5 konkrete tips, der kan hjælpe dig med at bringe nærvær ind i din hverdag og forhåbentlig mærke forskellen med det samme.
5 tip til at skabe nærvær på jobbet:
1. Start møder med en check-in
Brug de første 2 minutter af et møde på at lade deltagerne dele, hvordan de har det eller hvad de ser frem til at arbejde med i ugens løb. Er ugen overstået kan deltagerne i stedet dele hvad der har begejstret dem i ugens løb. Det skaber fokus og hjælper jer med at blive klogere på hinanden.
2. Skab fokustid uden afbrydelser
Afsæt faste tidsrum (fokustid), hvor du lukker mails og notifikationer ned. Det kunne være hver formiddag mellem kl. 10-12, eller hvad der nu passer til din arbejdsrytme. Fokustid uden afbrydelser, hjælper dig med at være fuldt til stede i dine opgaver.
3. Lyt aktivt
Når en kollega taler, så lyt uden at komme med løsninger og uden at fortælle om egne lignende oplevelser. Stil i stedet opfølgende spørgsmål, så vedkommende føler sig set og hørt.
4. Tag en pause med en kollega
Inviter en kollega (eller flere) til en fælles kaffepause – husk også dem der arbejder hjemmefra eller på distancen. Alternativt kunne du invitere en kollega til at spise frokost sammen med dig, og måske en gåtur efter frokost hvor I kan have en nærværende samtale.
5. Tag en pause alene
Gå en kort tur uden telefonen, eller nyd en kop kaffe uden skærm. Pauser og bevægelse giver mentalt overskud og hjælper dig med at genfinde fokus. Tiden alene giver dig mulighed for at reflektere over dine værdier og behov. Det skaber en stærkere følelse af selvindsigt, og kan måske hjælpe dig ed at træffe vigtige beslutninger.
Bonustip til nærvær i privatlivet:
Lav en juleferie-tradition uden distraktioner
Indfør en mobilfri dag eller aften, hvor I er sammen om noget helt enkelt – at bage småkager, spille spil eller måske gå en lang tur. Det er ikke vigtigt, hvad I laver, men at I gør det sammen og er fuldt til stede – så ingen mobiltelefoner. Måske skulle det være en ugentlig begivenhed?
Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.