Evaluér det der virker

Evaluer på det der virker og succeser

Evaluér det der virker

I mange organisationer er der en uheldig tendens til at fokusere på det, der ikke fungerer, og på det, der ikke blev nået. Ofte er vi hurtige til at evaluere fejl og mangler, men glemmer at sætte tid af til at reflektere over de succeser, vi har opnået. Ved at lære af det, der virker, kan I skabe større engagement, motivation og produktivitet.

Hvordan kan I så blive bedre til at evaluere succeser – både som enkeltpersoner, teams og virksomheder? Her er nogle tips til at begynde jeres nye praksis:

1. Som medarbejder: Reflektér over dine personlige succeser

Når du afslutter en opgave, er det fristende straks at springe videre til den næste. Men før du haster videre, så tag et øjeblik til at reflektere over, hvad der gik godt.

Spørg dig selv:

  • Hvilke handlinger eller strategier bidrog til, at du kunne afslutte opgaven i tide (eller før tid)?
  • Var der specifikke værktøjer eller metoder, der hjalp dig til at være super effektiv?
  • Hvordan kan du gentage denne succes fremadrettet?

Ved at tage dig tid til at reflektere over det der virker, skaber du en personlig referenceramme, som hjælper dig med at blive bevidst om dine egne arbejdsmetoder og effektivitet. Dette kan også medvirke til, at du får større tro på dine egne evner og en højere grad af arbejdsglæde.

2. Som team: Evaluér og del jeres succeser

For teams kan det være særligt vigtigt at I evaluerer, hvad der fungerer. Når et projekt er afsluttet, handler det ikke kun om at nå deadlines, men om at forstå, hvad der gjorde samarbejdet effektivt.

Eksempel: Et projektteam i en vidensintensiv virksomhed afslutter et komplekst projekt før tid. I stedet for at fokusere på de uforudsete problemer, der opstod undervejs, kan teamet vælge at evaluere, hvad der rent faktisk fungerede. Var det god kommunikation? En klar rollefordeling? Eller måske et stærkt fokus på deadlines og mål?

Spørg jer selv som team:

  • Hvad fungerede særligt godt under vores projekt?
  • Var der specifikke samarbejdsmetoder, som gjorde os mere produktive? Gjorde kommunikationen tydelig?
  • Hvordan kan vi bruge disse erfaringer fremadrettet på andre projekter?

Det handler ikke kun om at se på, hvad I kunne have gjort bedre, men også om at fastholde de positive handlinger og strategier, der ledte til succes. Det kan styrke teamånden og give en følelse af fælles stolthed.

3. Som virksomhed: Skab en kultur for evaluering af succeser

På virksomhedsniveau kan det skabe enorm værdi at etablere en kultur, hvor I evaluerer succeser – store som små. Det handler om at gøre det til en vane at markere (eller måske endda fejre), når ting går godt, og systematisk reflektere over, hvorfor de gjorde det.

Eksempel: En virksomhed i produktionssektoren har formået at øge produktionen uden ekstra ressourcer. Ledelsen kan her tage initiativ til at samle medarbejderne og analysere, hvad der ledte til denne succes. Var det en optimering af processer? Ny teknologi? Eller måske medarbejdernes indsats og engagement?

Som virksomhed bør man spørge:

  • Hvilke processer eller tiltag har bidraget til denne succes?
  • Hvordan kan vi implementere dem på tværs af afdelinger?
  • Hvordan kan vi anerkende og belønne de medarbejdere, der har bidraget til succesen?

Ved at fokusere på det, der fungerer, fremmer virksomheden ikke kun en positiv kultur, men skaber også en læringsproces, hvor succeser gentages og udbygges.

Evaluer hele processen – også de små sejre

Evaluering af succeser handler ikke kun om at kigge på de store milepæle. Forskning inden for positiv psykologi peger på, at det også er de små, men meningsfulde fremskridt, der skaber motivation. I stedet for at lade negativitetsbias dominere vores tankegang, skal I anerkende de små sejre.

Når I evaluerer det, der virker, bliver det lettere at skabe en vedvarende kultur, hvor succeser gentages og bliver en fast del af jeres måde at arbejde på. Ved at fokusere på det, I når – i stedet for det, I ikke når – fremmer I motivation, arbejdsglæde og produktivitet for både medarbejdere, teams og virksomheden.

Gør I allerede noget for at evaluere og synliggøre jeres succeser? Vi vil rigtig gerne høre hvad I gør (gerne med billeder). Skriv en kommentar herunder, eller send en mail til info@arbejdsglaedenu.dk


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar