Har du nogensinde sagt et job op, fordi du havde mistet al arbejdsglæde? Fortæl os din historie!

i-quit

Har du nogensinde sagt et job op, fordi du havde mistet al arbejdsglæde? Fortæl os din historie!

Vi er i gang med at planlægge den næste ‘International Quit Your Crappy Job Day’ som er den 31.marts 2016.

I forbindelse med denne dag, vil vi udgive en e-bog om at sige op, og vi brug for en masse historier fra danske og udenlandske medarbejdere der har taget beslutningen om at kvitte jobbet.

Har du nogensinde besluttet at  forlade en arbejdsplads hvor du ikke var glad? Hvordan påvirkede jobbet dig? Hvorfor gik du? Hvordan gjorde du det? Og… har du fortrudt din beslutning?

Skriv en kommentar herunder – vi vil rigtig gerne høre din historie!

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

6 kommentarer

  1. Jeg har faktisk forladt flere jobs – fordi, det er så vigtigt for mig at trives i og med det, jeg laver. Jeg er med tiden blevet meget bevidst om, hvad der skal til, for at netop JEG trives. Udover, at jeg skal mødes på mine værdier, som er respekt, tillid og nærvær, har jeg også brug for fleksibilitet og kreativitet, når jeg går på job. Når disse ting er på plads, kan jeg levere til den store guldmedalje. Første gang, jeg sagde et job op, var det nok mest i afmagt og vrede. Jeg havde på daværende tidspunkt ikke redskaberne til at håndtere det anderledes, og det kan godt ærgre mig lidt i dag, for jeg kom i processen til at “klemme” min leder, hvilket ikke var meningen. En gang, jeg selv blev opsagt, valgte jeg at smide en kontraopsigelse (til stor overraskelse for chefen!) – fordi jeg ikke ville sidde med følelsen af at blive “udnyttet” til det sidste. Så fratrådte jeg fire uger senere og begyndte dagen efter i et nyt job. Jeg har senest skiftet arbejde i august i år. Efter en meget lang proces i min egen afdeling, hvor HR tilførte ekstra ressourcer i et forsøg på at løse de problemer, vi baksede med, og efter selv i dén grad at have forsøgt at ændre situationen (samtidig med, at det faktisk lykkedes mig at bevare og smitte med rigtig megen arbejdsglæde – nu havde jeg nemlig lært en masse teknikker!), blev jeg tilbudt et nyt jo i en anden virksomhed. Dét valgte jeg at sige ja tak til – og sagde op det sted, hvor jeg ikke kunne se, situationen kunne ændres. Det var en hård, men god proces, fordi jeg her først søgte selv at påvirke og løse problemet, men også tog konsekvensen, da tingene ikke kunne ændres! Og jeg er kanon glad for mit nye job!!

  2. Jeg sagde for 15 år siden selv op i et job jeg ellers var superglad for. Jeg havde haft jobbet i 15 år, og havde haft flere gode chefer og masser af gode og søde kolleger, og vi havde et virkelig godt socialt klima, og kerede os meget om hinanden.

    Alt ændrede sig, da jeg fik endnu en ny chef, og det blev meget træls at gå på arbejde. Jeg kæmpede ellers en brav kamp i mange måneder, men endte med efter 10 måneders samarbejde – eller rettere mangel på samme – at sige mit job op, hvilket jeg aldrig har fortrudt. Jeg blev fritstillet, og det var jeg på ingen måde ked af at jeg blev.

    Indenfor de næste 6 måneder efter jeg var stoppet havde alle med direkte daglig berøring med chefen sagt op.

    Jeg valgte, efter jeg var stoppet, at skrive et 3 sider langt brev til ledelsen om min oplevelse med chefen, og selv om jeg bare fik en sludder for en sladder som svar, så påvirkede det alligevel ledelsens beslutning om hvilken afdeling/land chefen skulle videre til efter 4 år i Danmark.

    Hovedparten af kollegerne fra dengang mødes stadig en gang om året, og vi mangler aldrig noget at tale om …

  3. Jeg har to gange sagt til min chef, at hvis ikke forholdene ændrede sig, ville jeg begynde at lede efter noget andet – sagt pænt og ordentligt med forklaring på, hvorfor. Den ene gang blev jeg sagt op 3 uger efter, den anden gang var i torsdags. Hun tog det pænt og var godt klar over, at jeg ikke trives med opgaverne.
    Så nu leder jeg efter et job, hvor jeg kan bruge mine kompetencer og passion.

  4. Efter små tre års anciennitet var jeg brugt, træt og 50 år ældre. Jeg startede som en ung pige på 28 år, og boblende glad med høj knold på hovedet, god energi og et ukueligt engagement… Troede jeg. Jeg har gennem mit liv været ramt af en feber særligt unge kvinder kan have som hedder pæn pige-fænomenet. Det er er fænomen, hvor man går på en flot lige linje gennem livet, tager de rigtige beslutninger – læser naturligvis på universitet og lægger sit liv i pæne pæn-pige folder. Derfor fik jeg mig naturligvis også en god stilling i en stort dansk virksomheden i en organisation, der var blåstemplet som en stor solid arbejdsplads – og naturligvis et godt sted at have på CV’et. Tre uger inde i mit job sagde min intuition allerede ‘Code Red’ alarm alarm’ og spurgte mig adskillige gange, om jeg mon var havnet i det rette hus?’. Men jeg kæmpede trods stress symptomer, manglende trivsel og manglende motivation videre – indtil jeg slet ikke kunne finde mig selv mere. 3 lærerige men meget fremmedgørende år. I sommer sagde jeg op. En vild og skingrende sindssyg beslutning for hende på den lige linje – men så styrkede og så rigtig! Jeg skylder mig selv, at finde tilbage til hende med højt hår og høj energi, og hun er så småt på vej. Intet er tilfældigt… Hvad der er imod os, er med os – det ved jeg nu, hvor jeg har lidt mere ‘hår på brystet’.
    – Anne

  5. Jeg sagde mit job efter en stress-sygemelding på 10 uger. Havde længe inden mit stresskolaps været led og ked af mit arbejde. Jeg tænkte hele tiden NU kan det ikke blive værre, hvorefter der skete noget, som gjorde det endnu mere forfærdeligt at være der. Jeg søgte andre jobs, men havde ikke overskud til at gå helhjertet ind i ansøgningerne blev mere og mere trist og opgivende og drømte efterhånden bare om pensionen (i en alder af 40 år…).
    Min stress viste sig at være min redning, for pludselig var det ikke et spørgsmål om skal/skal ikke sige op, for min krop gik totalt i baglås ved tanken om snarlig tilbagevenden. Jeg valgte at sige op midt i min sygemelding, uden at have et nyt job på hånden og med udsigt til 3 ugers karantæne fra A-kassen. Men det er det bedste jeg har gjort for mig selv i mange år og jeg er smuttet, mens jeg stadig har troen på, at det kan blive godt andre steder. Og A-kassen giver i øvrigt ikke karantæne, når man siger op pga sit helbred, viste det sig…

Skriv en kommentar