Hvordan har du det sådan en mandag morgen, når du tænker på din kommende arbejdsuge? Frygter du den uge der knap nok er begyndt, med alle de uløste opgaver, alt det hårde arbejde der venter forude og de ubehagelige møder du bare véd kommer? Eller ser du frem til at gøre et godt stykke arbejde og at have det godt med dine kollegaer?
Alles uge indeholder typisk lidt af både de gode og de dårlige sider. Det afgørende for, hvordan du har det med ugen der kommer, er hvilke ting du vælger at fokusere på. Tænker du mest på det kedelige afdelingsmøde torsdag eftermiddag, eller på det hyggelige afdelingsarrangement der er planlagt til senere i dag?
Din mandagsmission er derfor at lave en liste over de ting du ser frem til i løbet af ugen. Det kan være hvad som helst. Det kan være et spændende møde med en kunde, et sjovt projekt du skal starte på, biksemaden i kantinen (hvis du er til biksemad, altså), fejringen af din kollegas fødselsdag med dertil hørende kage, eller….
Lav en liste over 5-10 ting du ser frem til i løbet af ugen. Selve opgaven med at lave en liste over tingene kan allerede gøre dig i godt humør og gøre ugen bedre, blot fordi du tænker på de positive ting – og det kan endda smitte af på de mindre sjove ting. Og hvis du slet ikke kan komme i tanke om én eneste ting du glæder dig til i løbet af ugen, skulle du måske overveje at finde dig et nyt job der vil gøre dig gladere? :o)
Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.
Se alle vores mandagstips her.