Jeg skal tale på TEDx Copenhagen! Woohoo!!
TED-konferencerne er de mest spændende events, der afholdes noget sted i verden for tiden. De er inspirerende, spændende og levende, men der især tre ting der gør TED-konferencerne anderledes end alle de andre konferencer derude:
- Talerne. TED tiltrækker præsidenter, nobelprisvindere, store kunstnere og spændende mennesker, som Isabel Allende, Richard Branson, Bill Clinton, Annie Lennox og mange andre.
- Formatet. Uanset hvem taleren er, så får de kun 18 minutter. Det får folk til at holde sig til sagen og præsentere deres pointe kort og præcist.
- Video. Alle de bedste TED-taler kommer på nettet bagefter, så alle kan se dem helt gratis.
Hvis du aldrig har hørt om TED, så sus straks ind på ted.com og lær mere. Her er tre af mine absolutte favoritter:
- En svensk professor i statistisk visualiserer date om økonomisk udvikling i u-landene.Det lyder tørt, men det er sindssygt spændende! Klassisk TED.
- Dan Pink fortæller om hvad der i virkeligheden motiverer os. Hint: Det er ikke penge.
- Bill Gates slipper en flok malaria-myg løs i salen.
TEDx er så det nyeste medlem af TED-familien. Det er lokalt planlagte events, som engagerede mennesker afholder over hele verden. Der har været TEDx Dubai, TEDx San Francisco og sågar TEDx NASA.
30. november er der TEDx Copenhagen for anden gang med temaet “The good life”. Der er mange spændende talere på dagen – blandt andet mig :o)
Jeg skal tale om (hvad ellers) arbejdsglæde. Hvad er arbejdsglæde, hvorfor er det så vigtigt og hvordan får man mere af den. Jeg skal også lige nå at plukke en høne med politikerne og økonomerne og deres enøjede fokusering på at få os alle sammen til at arbejde mere. Alle der tror, at det er flere arbejdstimer, der skaber vækst, innovation, succes og højere BNP har misforstået det fuldstændigt – men bare roligt, jeg skal nok sætte dem på plads.
Det foregår den 30. november kl. 9-17 i Pressen i Politikens hus på Rådhuspladsen. Tilmeld dig her – og du må hellere gøre det hurtigt, jeg hører at billetterne bliver revet væk.