Om lidt blir her stille, om lidt er det forbi.
Fik du set det du ville? Fik du hørt din melodi?
Så er sommerferien ved at være slut for mange af os, og vi vender glade tilbage på arbejdet. Eller hvordan er det lige det er?
For en del er glæden ved at vende tilbage til arbejde erstattet af bekymring, og tristhed over at ferien er slut. Samtidigt, så viser en nylig undersøgelse, at gevinsten ved ferien, i form af afslappethed og stressfrihed, den forsvinder i løbet af ganske få dage. (Her i agurketiden har en del aviser og radiokanaler ivrigt behandlet denne historie, og du har måske set eller hørt mig udtale mig, f.eks. i artiklen i FRI, eller på NovaFM og P4).
Så, at komme tilbage fra ferien er en hård og kedelig oplevelse? Vås! Sådan behøver det slet ikke være. Her får du nogle enkle råd til at komme godt tilbage på arbejdet, så du undgår at stresse op i det røde felt :o)
Først og fremmest, så tag det med ro. Det tager flere uger at koble af i ferien, og det tager ligeledes tid at komme op på den høje klinge igen. Forvent ikke at du er lige så effektiv på din første dag, som du var inden du tog afsted. I stedet for at starte øverst i bunken, og med første email, så tag en snak med kollegerne om hvad der er sket i periode hvor du var væk. Så får du en god opdatering, uden at skulle igennem alle detaljerne straks.
Nu vi er ved kollegerne – noget af det vigtigste for arbejdsglæden. Hvis du investerer I en god start med kollegerne, så kan det blive en rigtig positiv oplevelse at komme tilbage til arbejdet. I stedet for at springe ind af døren og udbryde “Nå Jørgen, hvordan går det med projektet?”, så brug tid på at udveksle “velkommen tilbage” med kollegerne, og tal med hinanden om hvad I har lavet i ferien. Det er faktisk sådan, at når vi genfortæller positive oplevelser, så genskaber vi de positive følelser der var forbundet med oplevelserne.
Slutteligt: Brug afslutningen på ferien som en lejlighed til at se tilbage på første halvårs succeser. Spørg dig selv hvad der har gjort dig glad på arbejdet, og hvad de største sejre har været. Derefter kan du kigge fremad: Hvad er de vigtigste resultater du vil opnå, og hvorfor? Hvad skal der til for at jeg har rigtigt meget arbejdsglæde den næste tid?
Frygter du ligefrem at komme tilbage til arbejdet, så var det måske på tide du fandt noget anden at bruge dine talenter på. Arbejde skal ikke være fyldt med konstant stress, bekymringer og negative relationer. Arbejde kan og skal være en kilde til glæde og udvikling, og er det ikke det, så skal der kigges hårdt i spejlet. Du kan læse mere om at blive eller smutte, i Alexanders artikel “Find Your Quitting Point” (Find Dit Sig-Op-Punkt), som du finder på vores internationale hjemmeside.
God ferieafslutning, og velkommen tilbage på arbejdet! Jeg håber resten af 2010 bliver helt fantastisk, med masser af arbejdsglæde :o)
ja jeg fik set det jeg ville – og jeg vil se mere på ferier og på arbejdet. Ganske rigtig hvad I skriver. Det er ikke kedeligt at komme tilbage .
At du synes det er vås at det er hårdt, er jeg ikke enig med jer i. Det er skide hårdt og vild udviklende og jeg må bruge energi på at mærke og reflekterer.
Jeg har skrevet bog på Bali i 5 uger og været total fordybet og i ro. Det er derfor en kæmpe forandring at komme tilbage og som selvstændig at skulle i gang igen. Jeg bruger derfor et par dage på at mærke min tilstand – hvor jeg er, reflekterer over hvad jeg fik og bruger tid og trin for trin til at komme tilbage. Giver mig selv lov til at være kort i den tungsind, som jeg ved opstår, når man bevæger sig i grænselandet mellem Danmark og Indonesien- bevæger sig mellem to verdensdele og mellem at være og gøre.
Det er nu 4 dage siden jeg landede. Jeg har brug 3 dage på at være. Jeg er i dag atter i gang med at handle , min handlekraftig er på vej tilbage og jeg i gang med at planlægge noget af det der skal ske i fremtiden og jeg balancerer atter mellem at være og gøre YES