Som kom dagen hvor det nye fusionskoncept La Oficina slog dørene op til første arbejdsdag. La Oficina er en krydsning mellem de bedste ting fra et kontorhotel med de bedste ting fra det at arbejde på en café, og er man medlem kan man komme her med sin bærbare og arbejde. Her er ikke receptionist i klassisk forstand, men derimod en Barrista til at lave den perfekte café latte, servere dagens ret osv. Sådan en burde enhver glad arbejdsplads have! :o)
Jeg stod her i morges kl 8:15 som det første medlem, og de første indtryk er super positive. Miljøet er varmt, lyst og inspirerende, og så langt fra det lukkede kontor eller det kolde og larmende kontorlandskab som det næsten kan komme. Jeg har over årene arbejdet under mange former, men en afveksling mellem cafémiljø og hjemmearbejde har været min favorit, og La Oficina er derfor en sikker vinder hos mig.
Nu tænker du måske “ja den er fin for selvstændige og konsulenter, men vi er mange der ikke kan tage alene på café og arbejde.” Helt enig, det passer ikke til alle. Men jeg tror mange arbejdspladser kunne lade sig inspirere i stor grad af hvordan man OGSÅ kan arbejde. Meget arbejde idag er “vidensarbejde”, og det kan sagtnes udføres i et cafélignende miljø, bare der er internet, printertilslutning, mobilen er tændt og man kan have gæster. Sådan har vi det her.
Når mange arbejdspladser består af enten små kontorer eller et stort, åbent landskab, så er det jo ikke fordi nogle meget kloge mennesker en gang for alle har slået fast, at det er den bedste måde. Der er primært tale om en overlevering fra gammel tid, og der kun i ringe grad taget højde for de store ændringer i arbejdsform der er sket de senere år. For får år siden troede vi jo at det åbne kontorlandskab var svaret, og nu er en del virksomheder så begyndt at gå den anden vej igen. Så spørg dig selv: Hvilke elementer af “café-arbejdsplads” kunne virke hos os, for at skabe et mere inspirerende og glad miljø?
Du kan læse mere om La Oficina på www.laoficina.dk og du er altid velkommen til at komme forbi på Fr.berg til en rundvisning. OBS: Hos Projekt Arbejdsglæde har vi ikke interesser i klemme, og vi får ikke honorar for at lokke kunder til. Vi kan bare super godt lide at være her :o)
/Jon