Kom godt i gang efter ferien

Kom godt i gang efter ferien

Når feriesæsonen slutter og vi selv og vores kolleger vender tilbage fra ferie, er det værd at tænke lidt over hvordan man bedst kommer i gang med arbejdet igen.

Nogle gange føles det som om at de friske kræfter man har oparbejdet på ferien forsvinder igen meget hurtigt, så her er nogle tips til, hvordan du kan beholde det gode humør lidt længere. Der er tips både til dig der starter på arbejdet igen efter en ferie, og til dig der ER på arbejde når andre kommer tilbage fra ferie.

Fem tips til dig der skal eller har været på ferie.

1: Sørg for at koble af mens du er væk.
Mens du er på ferie, så VÆR på ferie. Lad være med at tage firmamobilen med og lad være med at checke firma-emails. Hold ferie og kom væk fra det hele. Lad din hjerne arbejde med noget HELT andet.

2: Giv dig selv lov til at være bagud.
Når du kommer tilbage fra ferie er du næsten per definition bagud. Der er bunker af emails der skal besvares, masser af telefonopkald, beslutninger der ikke er blevet taget mens du var væk eller ting der bare ikke er blevet gjort. Det er uundgåeligt, og det er ikke din fejl! Så du skal ikke forvente at være ovenpå fra dag 1. Giv dig selv lov til at være bagud og til stille og roligt at indhente arbejdet.

3: Start med de nemme opgaver.
Lad være med at kaste dig over de sværeste og mest komplekse opgaver den første dag. Hvis du har nogle nemme ting der ligger lige til højrebenet, så lav dem først så du komme stille og roligt i gang. Når du er oppe i omdrejninger igen, kan du tage fat i de svære ting.

4: Hold almindelige arbejdsdage.
Det kan være fristende at starte efter ferien med et par ekstra lange arbejdsdage for at indhente nogle opgaver. Lad være med det! Hold nogle helt almindelige arbejdsdage og hold fast i punkt 2!

5: Sig til hvis du har brug for hjælp.
Bed kollegerne eller chefen om hjælp, hvis du har brug for det. Det er vigtigt at du mærker efter om der er noget du skal bruge, og at du klart kan melde ud, hvis der er nogle opgaver som er blevet kritiske henover ferien. Opgaverne er IKKE dit ansvar alene, men det er dit ansvar at melde ud, hvis der er noget du har brug for.

Fem tips når en af dine kolleger kommer tilbage fra ferie.

1: Byd dem velkommen tilbage
Giv dem en varm velkomst – få dem til at føle, at de har været savnet og at det er rart at de er tilbage. Spørg til ferien, og del deres begejstring.

2: Giv dem tid.
Lad være med at overfalde folk den første dag. Giv dem tid til at lande og komme op i gear igen.

3: Spred ikke din stress til dem.
Folk der kommer tilbage fra ferie er dejligt afslappede. Nyd det og giv dem lov til det, i stedet for at sprede stress til dem.

4: Tilbyd din hjælp.
Der kan ligge mange opgaver til en der kommer hjem fra ferie. Tilbyd at hjælpe.

5: Giv ikke folk skyldfølelse.
Det kan være fristende at give folk indtryk af, at det er deres skyld at afdelingen er kommet bagud, fordi de har været på ferie. Lad være med det! Ferien skal holdes før eller siden, og hvis man holder en rigtig god ferie, og giver folk lov til at lande ordentligt igen, har folk så meget mere energi, at man indhenter det tabte og meget mere til.

Og så vil vi bare ønske dig rigtig god ferie!

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

2 kommentarer

  1. Dejlige og yderst anevendelige og kloge tips ,Alexander.tak.
    Jeg glæder mig til at blive modtaget af alle mine dejlige “kollegaer” når jeg vender tilbage den 24 august og vil bruge dine tips.

    Jeg er uenig i punkt 1.
    Lad være med at tage firmamobilen med og lad være med at checke firma-emails. Men måske det er fordi jeg er selvstændig, og min egen boss og fordi jeg holder kombineret arbejdsferier og ferier og er i stand til at koble fra resten af dagen, når jeg har svaret på de mails og opgaver der dukker¨op undervejs, mens jeg holder mine LANGE ferie.
    Jeg chekker helst min inbox hver dag når det ER muligt.
    Sidst jeg sejlede i det Indonesiske øhav kunne jeg ikke chekke i 10 dage det var OK . Over 14 dage uden check ville være for meget synes jeg, for megen god buisness jeg ville kunne miste og det har jeg ikke lyst til. Men måske er det allermest ok med mig med den telefon og email, fordi er er i stand til at være der hvor jer er og flytte mig når jeg skal ;-) Jeg synes også at det er vigtigt at lade hjerne arbejde med forskellige ting og det gør jeg stort set hver eneste dag.
    Vi ses sidst i august … jeg glæder mig til velkomsten

Skriv en kommentar