Sådan leder du med emotionel intelligens
Nærvær opstår ikke af sig selv. Det begynder hos dig som leder. Din evne til at være mentalt til stede, lytte uden at ville fikse alt på forhånd og være oprigtigt nysgerrig på dine medarbejdere er en af de stærkeste drivkræfter for både trivsel og motivation. Det handler i høj grad om din emotionelle intelligens – og om at bruge den aktivt i hverdagen.
Når du er nysgerrig på dine folk, viser du dem, at de er mere end en funktion. Det skaber tryghed, som igen gør det nemmere for dem at dele bekymringer, idéer og behov – så de får mulighed for at udføre deres arbejde bedst muligt. Forskningen i psykologisk tryghed (Amy Edmondson m.fl.) peger ret entydigt på, at relationel nærvær styrker samarbejde, læring og kvaliteten af jeres beslutninger.
Hvis det er nyt for dig, kan det føles grænseoverskridende at gå tættere på medarbejderne – og det er helt normalt. Relationelt nærvær kræver, at du også tør stå i den lille usikkerhed, der opstår, når du ikke kan “gemme dig” bag opgaver og drift. Til gengæld betaler det sig hurtigt i tillid og bedre samarbejde.
Skab plads til relationerne i dit team
Evidensen viser, at lederens emotionelle intelligens har betydning for, hvordan menneskerne i dit team kommunikerer og trives (Coronado-Maldonado et al., 2023).
Som leder har du nemlig også et ansvar for at skabe rammerne for relationer blandt medarbejderne. At skabe rum og muligheder for at de lærer hinanden at kende som mennesker. F.eks. gennem plads til faglig sparring, vidensdeling og små åndehuller i arbejdsdagen hvor de kan mødes som mennesker.
Emotionel intelligens (EI) og Emotionel kvotient (EQ) i ledelse
Emotionel intelligens (EI) er din evne til at forstå og regulere egne følelser, læse andres signaler og navigere klogt i relationer. Forskning viser, at ledere med høj EI skaber bedre samarbejde, stærkere psykologisk tryghed og højere trivsel i teamet (Coronado-Maldonado et al., 2023; Doǧru et al., 2022).
Emotionel kvotient (EQ) er målet af denne evne – et tal eller score, som typisk bruges i tests og assessments. Det siger noget om niveauet, men ikke nødvendigvis om, hvordan du faktisk bruger dine emotionelle kompetencer i hverdagen.
I ledelse er det især EI der gør forskellen, fordi det handler om adfærd, nærvær og relationel forståelse – ikke om tallet bag.
Din opgave i morgen
Hav en samtale med en medarbejder, hvor du ikke spørger til opgaver – kun til deres oplevelse af arbejdsdagen. Lyt for at forstå, ikke for at komme med løsninger. Det er et lille greb med stor effekt!
Relaterede artikler:
Vil du, som leder, gøre en positiv forskel? Vil du fastholde og tiltrække medarbejdere? Så er et af dine vigtigste værktøjer arbejdsglæde.
Få 12 årlige ledertips der gør dig til en endnu bedre leder.
Vores ledertips er enkle, simple og ikke mindst effektive ting du kan gøre for at øge din og dine medarbejderes arbejdsglæde. Når du bruger vores ledertips på din arbejdsplads, vil vi rigtig gerne høre om det – skriv en kommentar herunder og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores ledertips her
