Regenerativ ledelse – arbejdsglæde i praksis

Regenerativ ledelse - arbejdsglæde i praksis. Photo ismagilov fra Getty Images

Regenerativ ledelse – arbejdsglæde i praksis

Selv om “regenerativ ledelse” måske er endnu et buzzword, er det i virkeligheden en moderne måde at beskrive noget helt grundlæggende: Ledelse handler om mennesker.

Den pointe har Alfred Josefsen (tidligere Irma-direktør og en stærk stemme i ledelsesdebatten) gentaget i årevis. Han siger det så klart: “Ledelse er ikke en teknik. Det handler om at sætte mennesket først.” Og det er i bund og grund dét, regenerativ ledelse handler om.

Arbejdsglæde er et ledelsesværktøj

Regenerativ ledelse handler om at skabe de rammer, hvor mennesker kan vokse, finde mening og have det godt – og dermed yde deres bedste. Du skal, som leder, skabe arbejdsforhold, hvor medarbejderne har opgaver der er meningsfulde for den enkelte, og skabe en arbejdsplads hvor de rent faktisk trives. De skal se frem til at komme på arbejde og mærke, at de gør en forskel.

Du skal ikke blot undgå mistrivsel, du skal fremme arbejdsglæde.

Det gør du bl.a. ved:

  • at skabe tillid og give medarbejderne frihed til at løse deres opgaver på deres måde
  • at involvere dem i beslutninger, så de føler sig som en vigtig del af helheden
  • at anerkende deres indsats og adfærd, ikke kun med ord, men også med handling
  • at lytte aktivt og være til stede, både fysisk og digitalt

Nærvær og mening er lige så vigtig som resultater

Alt for mange ledere tror stadig, at god ledelse “kun” handler resultater – om at have styr på KPI’er. Men fokus på resultater alene, skaber ikke trivsel. Du skal som leder have lige så meget fokus på relationer, inklusion og mening. Så lige dele fokus på faglige resultater og relationer.

Regenerativ ledelse handler om at forstå, det enkelte menneske. Når medarbejdere trives, performer de bedre – og så følger resultaterne helt automatisk.

Ledelse er at skabe resultater gennem andre mennesker – og det kræver tillid.

Alfred Josefsen

Sådan leder du regenerativt

Som leder har du en afgørende rolle i at skabe arbejdsglæde og gode arbejdsbetingelser for dine medarbejdere. At lede regenerativt betyder, at du ikke bare forsøger at begrænse skader eller rette op på det, der ikke fungerer. Det handler om at skabe en arbejdsplads, hvor mennesker og relationer kontinuerligt kan udvikle sig og trives. Hvor du som leder sikrer de rette rammer for, at medarbejderne får energi af deres arbejde – frem for at blive drænet.

Her er tre små, regenerative tiltag, du kan starte med allerede i dag:

  • Drop detailstyring – vis tillid. Giv dine medarbejdere frihed til selv at finde vejen til målet. De fleste blomstrer, når de får lov at tage ansvar.
  • Start dine 1:1-samtaler med et menneskeligt spørgsmål. Ikke “hvordan går det med opgaven?”, men: “Hvordan har du det?”
  • Skab mening sammen. Tal om, hvorfor jeres arbejde er vigtigt – ikke bare hvad I laver. Hvem gør I en forskel for? Mening motiverer langt mere end deadlines.

For dig som leder, betyder det, at du aktivt skal arbejde for at styrke tillid og kende dine medarbejdere – eller rettere arbejde for at skabe arbejdsglæde. Når du som leder vælger at sætte mennesker først – og aktivt arbejder for at skabe glæde, fællesskab og mening – så spirer trivsel, engagement og resultater frem.

Så lad os kalde det regenerativ ledelse – eller bare god, menneskelig ledelse med arbejdsglæden i centrum.

Er du nysgerrig på at høre mere om nærværende ledelse, så kan du opleve Alfred Josefsen tale på Arbejdsglæde Live! 2025 konferencen i København d. 22. maj.

Hvad vil du gøre anderledes i denne uge, for at skabe mere arbejdsglæde og nærvær i dit team?


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar