Sig godmorgen
Denne uges ledertip er super simpelt: Sig godmorgen til dine medarbejdere/kolleger.
Et af de vigtigste, dybeste og mest fundamentale psykologiske behov vi mennesker har, er at andre mennesker ser os og kan lide os. Der er ikke noget vigtigere for os, end at vi føler os inkluderet, respekteret og afholdt.
Når du som leder hilser på dine medarbejdere, viser du dem respekt. De ved at du interesserer dig for dem, som mennesker.
Hvad gør du?
Hver morgen når du møder ind, er du ekstra opmærksom på ikke bare at gå forbi medarbejdere/kolleger uden at hilse. Se dem gerne i øjnene og giv dem en lille kommentar med på vejen. Har du tid, så brug muligheden til at få talt med en eller flere af dem.
Og endnu bedre; sørg for at du kan navnene på alle dine medarbejdere, og brug dem når du siger godmorgen!
Jeg var for nylig på besøg hos en kunde. Flere af medarbejderne der roste deres forholdsvis nye chef for altid at sige godmorgen. De fortalte, hvor meget det betyder for dem og for deres relation til Martin (chefen), at han kender deres navn. Særligt fordi han ikke er deres nærmeste chef, men er områdeleder (og havde 120+ navne han lærte inden han startede i jobbet).
Flere muligheder for et glad godmorgen
- Det kunne også være næste all hands meeting eller en briefing du afholder, hvor du står i døren og giver hånd og hilser på alle der møder ind.
- Du kunne også slå dig sammen med flere af dine lederkolleger. Stå f.eks. ved hovedindgangen og sig personligt godmorgen til alle med et håndtryk eller et kram (til dem der har lyst). Personalet husker, det er overraskelsesmomentet – og det, at deres leder ser dem.
Vores ledertips er enkle, simple og ikke mindst effektive ting du kan gøre for at øge din og dine medarbejderes arbejdsglæde. Når du bruger vores ledertips på din arbejdsplads, vil vi rigtig gerne høre om det – skriv en kommentar herunder og lad os vide hvordan det gik.
Se alle vores ledertips her