Efter pinse udvider vi biksen med nye fantastiske medarbejdere – vi har nemlig ansat 2 studentermedhjælpere Sofia og Nanna (nr. 3 og 4 fra venstre). Sofia er bachelor i samfundsvidenskab og er i gang med at tage sin kandidat i kommunikationsstudier, sundhedsfremme og sundhedsstrategier. Nanna er bachelor studerende i sociologi. Pigerne skal hjælpe os med to meget vigtige projekter; studere hvor stor en indvirkning vi efterlader hos vores kunder – altså om vi hjælper dem på længere sigt og at analysere resultaterne af de arbejdsglædemålinger vi har foretaget i mange forskellige virksomheder.
Da vi skulle besætte de 2 stillinger, var der stor interesse og derfor rigtig mange kvalificerede ansøgere. Vi synes at den traditionelle jobsamtale ikke giver et reelt billede af ansøgeren, men i stedet skaber en kunstig situation – så vi valgte naturligvis at gøre det lidt anderledes :-) Inspireret af den amerikanske virksomhed Menlo Innovations’ Extreme Hiring process, inviterede vi 12 ansøgere til at møde ind samtidig. Der er 3 grundregler i Extreme Interviewing:
- Drop den traditionelle jobsamtale og skab istedet en arbejdsrelateret situation.
- Involver de medarbejdere der fremover skal arbejde sammen med de nye kolleger.
- Fokuser lige meget på personlige og faglige kundskaber.
På selve dagen satte vi ansøgerne sammen 2&2 og efterfølgende i grupper. De fik forskellige opgaver, men det var ikke resultatet der betød noget, det var hvordan de arbejdede sammen!! Og så gjaldt det om at få de andre til at se godt ud. Vi synes at det gik rigtig godt, og deltagerne har også efterfølgende givet os super feedback :-)
Vi glæder os helt vanvittig meget til at Sofia og Nanna starter.