Hånden på hjertet: Fortjener du overhovedet ros på jobbet?

Vi vil alle sammen gerne roses og anerkendes på jobbet, men samtidigt forlanger vi også at rosen skal være ægte, oprigtig og fortjent.

Så lad mig stille dig et bevidst provokerende spørgsmål: Fortjener du overhovedet ros på arbejdet?

Er du en af dem som:

  • Gør sit bedste
  • Virkelig rykker
  • Altid er klar til at lære noget nyt og blive endnu dygtigere
  • Skaber en glad og positiv indstilling omkring dig
  • Altid er klar til at hjælpe andre
  • Kommer hjem fra arbejdet de fleste uger og er stolt af dig selv?

Eller er du snarere sådan en som:

  • Leverer en middelmådig indsats
  • Kun påtager dig nye opgaver, hvis det ikke kan være anderledes
  • Kun laver det allermest nødvendige
  • Ikke bidrager med humør og stemning i afdelingen
  • Bare passer dit eget bord

Det er ikke fordi vi alle sammen absolut skal levere en stjerneindsats hver eneste dag – vi har alle sammen gode, produktive dage og off-dage – men det er en forudsætning for arbejdsglæden, at du som hovedregel kan gå hjem fra din arbejdsuge med en følelse af at have gjort en synlig, meningsfuld forskel.

Vores undersøgelse af hvad der ødelagde danskernes arbejdsglæde i 2011 viser, at manglende ros og anerkendelse er den næststørste arbejdsglædedræber (kun overgået af brok fra kollegerne). Det viser, hvor vigtig ros er. Men vi skal være rosen værd.

Det er et grundvilkår for al ros, at den er værdiløs (eller decideret skadelig) hvis ikke man selv synes, at rosen er fortjent. Faktisk er det sådan, at hvis du får ros for en indsats, som du ikke selv er stolt af, så giver rosen absolut ingen arbejdsglæde.

Mange danskere gør det faktisk rigtig godt på jobbet, men mangler følelsen af at være gode. Det skyldes især, at vi ofte kun fokuserer på alt det vi mangler at nå og komplet ignorerer alt det vi har opnået.

Her kan du hjælpe dig selv ved systematisk at sætte fokus på alt det du har opnået og alle de opgaver du har afsluttet. Du kan f.eks.:

  • Sætte en streg på et stykke papir, hver gang du afslutter en opgave
  • Smide en bold i et glas for hver 1.000 kr du sælger for
  • Gå i din ”Sendt” folder og se hvor mange emails du har sendt hver uge
  • Gå i IT-systemet og se hvor mange sager, du har færdigbehandlet
  • Gå i din todo-liste og se hvor mange opgaver du har løst

Du kan også sætte spot på det meningsfulde i dit arbejde, ved at stille et meget enkelt spørgsmål: ”Hvem har jeg hjulpet?” Har du gjort en positiv forskel for en kunde? Har du gjort en kollega glad? Har du givet en leverandør et godt råd? Har du fundet på en smartere måde, din afdeling kan lave arbejdet på? Hvordan har du gjort andre mennesker lidt gladere gennem dit arbejde?

Så en forudsætning for at du kan blive rost er, at du gør noget som er værd at rose. Gør du det? Og hvis du ikke gør det lige nu, er du så klar til at tage konsekvensen? Er du klar til at sørge for at lære noget nyt og udvikle dig, så du bliver dygtigere? Og er du i sidste ende klar til at forlade dit job og finde et andet, hvor du virkelige kan brillere? Eller er du mere klar til at blive hængende i årevis i et job, hvor du aldrig bliver andet end middelmådig?

Så hånden på hjertet – synes du selv, du fortjener ros på jobbet? Og hvis ikke, hvad er du så klar til at gøre ved det?

Din mening

Hvor tit går du hjem fra jobbet og er stolt af din indsats? Hver uge? Nogle uger? Sjældent eller aldrig? Hvad kunne du gøre for enten at blive endnu dygtigere eller for at sætte fokus på de resultater du allerede skaber? Skriv en kommentar her, vi vil meget gerne høre din mening.

Relaterede artikler

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

Skriv en kommentar