Rør dig!

Stop! Hvis du er som danskere er flest på jobbet, så sidder du lige nu ned og læser dette. Kom på benene og læs resten af klummen stående. Forklaring følger.

På mange arbejdspladser er kroppen blevet reduceret til “det instrument der bærer hovedet fra det ene møde til det næste”. Det er ikke smart. Selvom det meste arbejde i dag er vidensbaseret og overvejende foregår inde i folks hoveder, spiller kroppen stadig en vigtig rolle, fordi din fysiske tilstand direkte påvirker din mentale tilstand.

Nye undersøgelser har vist, at mennesker der sidder ned meget af dagen, har et dårligere helbred også selv om de i øvrigt er i god form. Når du bevæger musklerne, så dannes der stoffer som regulerer sukker- og fedtforbrænding positivt. Når du sidder ned, så falder produktionen af de stoffer, og din krop påvirkes mærkbart. En undersøgelse viste for eksempel, at kontoransatte der sad meget ned, havde større livvidder end dem der hold mange små pauser, f.eks. for at strække musklerne eller vandre ned af gangen. Det er altså ikke nok, at sidde ned hele dagen og så tage en løbetur, når du kommer hjem. Du skal være fysisk aktiv (i det små) hele dagen.

Men det er ikke sådan vi gør, er det vel? Tværtimod. En typisk danskers arbejdsdag kunne foregå sådan her: Stå op af sengen. Sid ned og spis morgenmad. Sid ned i bilen/toget/bussen på vej til arbejde. Sid ved skrivebordet. Sid ned og spis frokost. Sid ned i møder. Sid i bilen/toget/bussen på vej hjem. Sid foran fjernsynet om aftenen. Gå i seng.

Vi ved alle, at fysisk aktive medarbejdere er sundere og at det betaler sig for virksomheden fordi de har færre sygedage, men det stopper ikke der. Fysisk aktive medarbejdere er også klogere og bedre til at lære. Ny hjerneforskning viser, at fysisk aktivitet stimulerer produktionen af en række stoffer (primært et der hedder BDNF), der skal være til stede i hjernen, for at den kan lagre ny viden. En gruppe frivillige, der lige har cyklet 20 minutter på en kondicykel, kan for eksempel terpe 30% flere franske verber på samme tid, end en gruppe som bare har siddet stille i 20 minutter. Mennesker der træner let om morgenen er også gladere, mere motiverede, mere produktive og bedre til at prioritere deres dag.

Fysisk aktivitet giver også mere energi og hvis der er en ting, vi kunne bruge mere af rundt omkring på danske arbejdspladser, så er det noget juhu-stemning og overskud. Os danskere er helt sikkert både seriøse og kompetente på jobbet, men der er dæleme ikke meget spræl i os. Undersøgelser viser også, at medarbejdere med høj energi både selv når mere og inspirerer andre til højere performance.

Og bare for at sætte trumf på: En amerikansk undersøgelse viste, at fysisk aktive ledere var bedre til at træffe beslutninger end deres stillesiddende lederkolleger.

Vores kroppe er ganske enkelt ikke skabt til at inaktivitet, så her er min udrordring til dig: Bring noget bevægelse ind i arbejdsdagen, både for dig selv og dine medarbejdere og gør det allerede i dag. Heldigvis er der mange enkle og sjove måder at gøre det på. Stående møder er ikke alene mere aktive, de bliver også meget kortere (en kæmpe fordel i sig selv). Du kan også stå op og arbejde. Bare det at stå op, aktiverer langt flere muskler end at sidde med måsen solidt plantet i kontorstolen. Eller hvad med at gå en tur efter frokosten sammen med et par kolleger? 10 minutter rask gang giver både lidt motion og noget frisk luft. Eller min personlige favorit: Du kan udfordre afdelingen til et kontorstolsrace. Tegn en bane op og se hvem der kan gennemføre den siddende på stolen på kortest tid.

PS. Denne klumme er skrevet stående.

Denne artikel er oprindeligt bragt som ledelsesklumme i JyllandsPosten den 14/4 2010.

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

Skriv en kommentar