Derfor præsterer du bedre sammen med andre

Derfor præsterer du bedre sammen med andre

Derfor præsterer du bedre sammen med andre

De fleste af os vil gerne levere kvalitet. Vi vil kunne se at vores arbejde betyder noget – at vi gør en forskel. Følelsen af mestring er afgørende for både motivation og arbejdsglæde.

Alligevel handler mestring ikke kun om at lykkes individuelt. Forskningen peger på, at den også udvikles i relationer – i det samarbejde, vi har med vores kolleger.

Self-efficacy: Troen på at du kan lykkes

Psykolog Albert Bandura introducerede helt tilbage i 1977 begrebet self-efficacy – troen på, at du kan håndtere en konkret opgave eller situation.

Self-efficacy er en af de mest veldokumenterede psykologiske faktorer bag motivation, indsats, vedholdenhed og præstation. Forskningen viser, at mennesker med høj self-efficacy:

  • lægger mere indsats i deres arbejde
  • holder fast, når noget er svært
  • håndterer modgang mere konstruktivt
  • præsterer på et højere niveau

Den stærkeste kilde til self-efficacy er dine egne mestringserfaringer – når du oplever, at du faktisk kan. Men din oplevelse bliver også påvirket af det miljø, du arbejder i. Den styrkes også når:

  • andre viser tillid til dig
  • du får kvalificeret sparring
  • en kollega siger: “Det kan du godt.”
  • du oplever opbakning i svære situationer

Med andre ord: Din oplevelse af faglig styrke formes i samspil med dem, du arbejder sammen med.

Social støtte ændrer, hvordan pres opleves

I deres klassiske forskning om social støtte viser Cohen & Wills (1985), at støtte fra andre fungerer som en buffer mod stress.

Når vi ved, at vi ikke står alene:

  • falder den oplevede belastning
  • øges følelsen af kontrol
  • håndteres udfordringer mere konstruktivt

Det betyder konkret, at den samme opgave kan opleves meget forskelligt afhængigt af, om du føler dig alene – eller støttet.

Støtte påvirker ikke kun trivsel. Den påvirker også præstationen. Når belastningen opleves som håndterbar, frigøres mental energi til at løse opgaven ordentligt.

Nyere forskning i arbejdslivet bekræfter det samme mønster

En meta-analyse af Viswesvaran, Sanchez & Fisher (1999) viser, at social støtte på arbejdspladsen hænger sammen med lavere stress og højere trivsel. Medarbejdere, der oplever støtte fra kolleger og ledelse, rapporterer færre stressreaktioner og større psykologisk velbefindende.

Forskningen peger også på, at støtte ikke kun handler om den enkelte relation. Kossek et al. (2011) viser, at en kultur, hvor støtte er legitim og forventet – særligt fra ledelsen – reducerer oplevet stress og øger engagement. Når det er naturligt at bede om hjælp, ændrer det både trivsel og kvaliteten af arbejdet.

Hvorfor vi præsterer bedre sammen: Forskningen bag social støtte og præstation

Forskningen viser en tydelig sammenhæng mellem social støtte, mestring og præstation.

Social støtte fra kolleger
→ øger oplevelsen af kontrol i pressede situationer
→ reducerer stressbelastning

Øget oplevet kontrol
→ styrker troen på egne evner (self-efficacy)

Styrket self-efficacy
→ øger vedholdenhed, kvalitet og præstation

Oplevet mestring
→ styrker motivation og arbejdsglæde

Kilder:
Bandura, A. (1997). Self-Efficacy: The Exercise of Control
Cohen, S. & Wills, T. A. (1985). Stress, social support, and the buffering hypothesis
Stajkovic & Luthans (1998). Self-Efficacy and Work-Related Performance: A Meta-Analysis

Din faglighed bliver stærkere i fællesskab

Jeg er sikker på, at du sætter en ære i dit arbejde – at du gerne vil levere kvalitet. Du vil kunne mærke, at din faglighed er i spil, og at du gør en forskel.

Arbejdet bliver ofte bedre, når I bruger hinanden. Når du vender en opgave med en kollega, får du et nyt perspektiv – måske en præcisering, en prioritering eller en bekræftelse, der gør dig mere sikker i det, du sender videre. Det styrker din faglige sikkerhed. Og det giver en fornemmelse af, at arbejdet er noget, I løfter sammen.

Arbejdsglæde hænger tæt sammen med den oplevelse – at kunne sit arbejde og samtidig være en del af et fællesskab, hvor kvalitet bliver til i samspil.


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi i 2017(Certificate in Positive Psychology og har mere end 15 års erfaring som underviser og foredragsholder. Arlette har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010, og overtog virksomheden i 2020. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar