De små øjeblikke i hverdagen der skaber psykologisk tryghed
De fleste teams ønsker et godt samarbejde. De vil gerne hjælpe hinanden, lære af deres fejl og skabe gode og meningsfulde resultater sammen. Men psykologisk tryghed på arbejdspladsen opstår ikke af intentioner alene. Psykologisk tryghed handler om, at det føles trygt at stille spørgsmål, dele tvivl og sige sin mening – uden frygt for negative konsekvenser.
Når vi holder igen – hvad sker der så?
Alligevel er der mange arbejdspladser, hvor medarbejderne kommer til at holde lidt igen. Hvor spørgsmål bliver usagte, hvor tvivl gemmes væk, og hvor fejl først bliver synlige, lang tid efter de er opstået.
Det sker ikke altid bevidst, men opstår i de små øjeblikke i hverdagen.
- Det øjeblik, hvor du overvejer at stille et spørgsmål – men lader være.
- Det øjeblik, hvor du opdager noget, der kan forbedres – men tænker, at det nok ikke nytter noget at sige det højt.
- Det øjeblik hvor du virkelig synes at en kollega overtræder dine grænser, men lader det ligge.
Over tid former disse små øjeblikke kulturen i jeres team. Og det påvirker både trivsel og kvaliteten i jeres arbejde.
Psykologisk tryghed skabes i de små øjeblikke
Forskning i psykologisk tryghed viser, at teams lærer hurtigere og præsterer bedre, når mennesker tør stille spørgsmål, indrømme fejl og dele idéer. Det gør det muligt at justere, lære og hjælpe hinanden.
Og det virker måske simpelt, men trygheden opstår gennem den måde, vi reagerer på hinanden i hverdagen. Måden vi kommunikerer på og måden vi agerer på.
Når nogen siger: “Jeg er i tvivl – kan vi lige kigge på det her sammen?”. Bliver der så lyttet? Bliver spørgsmålet taget alvorligt?
Eller bliver det hurtigt afvist?
Hvad kan du selv gøre i hverdagen?
Du behøver ikke være leder for at påvirke samarbejdsklimaet. Små handlinger mellem dig og dine kolleger betyder rigtig meget.
Du kan for eksempel:
- stille spørgsmål højt, også selvom du er usikker
- sige “det ved jeg faktisk ikke endnu”
- anerkende en kollega, der deler en bekymring eller en fejl
- invitere andre ind i en opgave i stedet for at sidde alene med den
Gør det normalt at det er okay at være i tvivl. Gør det til noget helt naturligt at stille spørgsmål og at I kan være uenige – med respekt. Det skaber et arbejdsmiljø, hvor læring bliver en naturlig del af arbejdet.
Hvad kan I gøre som team?
Mange teams opdager først, hvor meget der bliver holdt tilbage, når de begynder at tale åbent om det. Derfor vil jeg foreslå at I starter med at sætte emnet på dagsordenen på et af jeres møder. Diskuter disse 3 spørgsmål
- Hvornår er det let at sige noget højt hos os – og hvornår er det svært?
- Hvornår er vi rigtig gode til at bede hinanden om hjælp?
- Hvordan deler vi bedst når der er sket en fejl – og hvordan sikrer vi at vi lærer af fejlen?
Små samtaler som disse kan gøre samarbejdet mere bevidst.
Nogle teams vælger også at aftale helt konkrete vaner eller leveregler. For eksempel:
- at spørgsmål altid er velkomne
- at fejl bliver brugt til læring
- at man hjælper hinanden, før problemer vokser sig store
- at man siger til / siger fra / siger undskyld
Når det bliver legitimt at dele tvivl og idéer, ændrer dynamikken sig og samarbejdet bliver stærkere.
Kultur formes i små handlinger
Kultur skabes i de små øjeblikke i løbet af arbejdsdagen. Den måde vi møder hinanden på i de små øjeblikke, afgør om spørgsmål, fejl og idéer kommer frem i tide – og det har direkte betydning for både samarbejde og kvalitet.
Måske kan du allerede i dag være den, der gør det lidt lettere for en kollega at sige det højt.
