Danmark er stadig et af verdens lykkeligste lande

Danmark igen kåret som verdens 2. lykkeligste land Photo by yorkfoto Getty Images Signature

Danmark er stadig et af verdens lykkeligste lande

Finland er endnu en gang kåret som verdens lykkeligste land i rapporten World Happiness Report (WHR) 2025, og Danmark kommer igen ind på en flot andenplads. Sidste gang Danmark indtog førstepladsen, var dog helt tilbage i 2016. Siden har vi ligget flot i top 3.

Hvad påvirker vores livstilfredshed?

I årets udgave fokuserer WHR på, hvordan det at vise omsorg og dele med andre (“caring and sharing”) har en markant positiv effekt på vores trivsel. Det gælder både for dem, der hjælper – og dem, der bliver hjulpet. Rapporten fremhæver, at vi ofte undervurderer, hvor venlige og hjælpsomme vores medmennesker egentlig er. For eksempel kan man se, at mistede punge bliver returneret oftere, end vi egentlig tror – især i lande som Danmark og Finland, hvor tilliden mellem mennesker er høj. Det betyder, at vores opfattelse af andres venlighed har stor betydning for vores egen livstilfredshed – ja faktisk har forventningen om venlighed fra andre, større betydning for lykke end fraværet af negative hændelser.

Samtidig viser rapporten, at venlighed og omsorg har størst effekt, når det sker frivilligt, i meningsfulde relationer og med tydelig positiv effekt. Det handler altså ikke om at “gøre godt” for at opnå noget, men om ægte menneskelig forbindelse.

Hvem er egentlig de mest glade danskere?

Engang blev de unge år set som livets lykkeligste fase. Men det billede er vendt på hovedet. Den nyeste World Happiness Report 2025 slår fast, at unge voksne (18-29 år) i dag er den aldersgruppe med lavest trivsel – både i Nordamerika og Vesteuropa – altså også i lande som Danmark. Det samme var gældende i sidste års rapport, hvor WHR delte resultaterne op i aldersgrupper. Og her bliver det virkelig interessant:

  • Danskere over 60 år scorer faktisk højest af alle i hele verden i deres alderskategori – Danmark ligger nummer 1!
  • Danskere under 30 år ligger derimod “kun” på en 5. plads – stadig flot, men altså ikke i toppen.
  • I de mellemliggende grupper – det man kalder “Lower middle” og “Upper middle” (altså dem i 30-50’erne) – ligger vi henholdsvis nummer 4 og nummer 3.

Det viser ret tydeligt, at de ældre i Danmark er dem, der har det bedst med deres liv, mens de unge halter lidt efter. Og det er lidt tankevækkende – og måske endda lidt modsat af, hvad mange forventer. Man kunne jo godt tro, at ungdommen er den glade og ubekymrede tid. Men virkeligheden er mere nuanceret.

World Happiness Report måler blandt andet på:

Undersøgelsen vurderer i 147 lande verden over, hvordan mennesker vurderer deres eget liv. Man måler det der kaldes subjektivt velbefindende (subjective well-being), med udgangspunkt i tre velværeindikatorer: livsevalueringer, positive følelser, og negative følelser.

Nedenstående seks variabler, forklarer mere end tre fjerdedele af variationen i de nationale livsevalueringsscorer (på tværs af lande):

  • Oplevet social støtte (du har familie eller venner, som du kan regne med hjælper dig, når du har brug for dem)
  • BNP (Økonomisk tryghed)
  • Forventet sund levetid (baseret på data fra World Health Organization Global Health Observatory)
  • Frihed til at træffe egne valg i livet
  • Generøsitet (der spørges f.eks. ind til, om du har doneret til velgørenhed indenfor den seneste måned, da vi ved at det øger følelsen af positivt samfundsengagement og forbinder os mennesker med hinanden)
  • Opfattelse af korruption (tillid til samfund og myndigheder)
Forklaringsfaktorer for Danmark i WHR 2025, hvor vi ligger samlet nr. 2
Kilde: World Happiness Report 2025

World Happiness Report handler altså ikke kun om livsglæde, men om vores samfund som helhed. Altså om vi føler os sikre, frie og lever et liv uden korruption.

Særligt de ældre generationer i Danmark scorer højt på mange af ovennævnte parametre. Og det giver god mening: Mange har fået skabet et stærkt socialt netværk, økonomisk stabilitet – og de oplever generelt tillid til både samfundet og hinanden.

De unge er ensomme og mangler social støtte

Den nyeste World Happiness Report 2025 slår fast, at unge voksne (18-29 år) i dag er den aldersgruppe med lavest trivsel i både Nordamerika og Vesteuropa – altså også i lande som Danmark. Det er især ensomhed og manglende sociale forbindelser, der stikker ud. Et globalt studie viser, at 19 % af unge i 2023 ikke havde nogen, de kunne regne med – en stigning på 39 % siden 2006.

– og det er alvorligt, når man ved, hvor meget sociale relationer betyder for både psykisk og fysisk sundhed. Uden sociale forbindelser øges risikoen for angst, ensomhed, depression og mistrivsel.

De unge går samtidig en usikker fremtid i møde, med klimakrise, krige og økonomiske udfordringer. Unge i Danmark kæmper bl.a. med lav købekraft på boligmarkedet. Det er især i de større byer, hvor priser og renter gør det svært at komme ind. Boligmarkedet er komplekst, og mange unge oplever økonomiske barrierer som reelle stopklodser.

Disse tendenser understreger behovet for, at vi i Danmark – både som samfund og på arbejdspladserne – får sat fokus på unges trivsel og mentale sundhed. For vi ved, at trivsel i ungdommen er en investering i fremtiden.

Den bedste indikator for, om man bliver tilfreds med livet som voksen, er hvordan man havde det følelsesmæssigt og mentalt som barn.

World Happiness Report 2024

Hvad kan vi gøre på arbejdsmarkedet, for at øge de unges trivsel?

På baggrund af WHR er der noget at lære – både for samfundet og på vores arbejdspladser. Relationer, tillid og små handlinger af venlighed er ikke bare bløde værdier, de er fundamentet for høj trivsel – og for arbejdsglæde.

Når unge kæmper med lavere trivsel og færre sociale forbindelser, er arbejdspladsen et oplagt sted at gøre en forskel. For mange unge er jobbet netop et af deres deres primære fællesskaber – og det forpligter!

Skab rammerne for at der skabes relationer og fællesskaber, Skab en tryg kultur med støtte og feedback. Skab plads til usikkerhed og læring. Og sidst men ikke mindst – gør onboarding til en god oplevelse; sørg for at nye unge medarbejdere får en buddy/mentor – ikke kun fagligt, men også socialt.


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar