Andelen af lønmodtagere, der er bekymrede for at blive arbejdsløse, er vokset fra 18% til 31%. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, foretaget på baggrund af tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (i perioden 2005-2010).
Mange virksomheder, både i det offentlige og private erhvervsliv har oplevet fyringer, og nogle endda i flere omgange. Det gør at de ansatte der er tilbage, ofte går med en usikkerhed om hvornår næste prikkerunde kommer snigende. Føromtalte analyse viser at tæt på hver 3. dansker er bange for at miste deres job.
Problemet er først og fremmest, at nogle virksomheder fyrer selvom det faktisk går godt. De spår om fremtiden og nedskærer “for en sikkerheds skyld”. Som om det giver mening!! Men det er en hel anden snak… Som medarbejder må det være svært at miste sit job eller miste gode kolleger, specielt når tallene på bundlinien er fine. Det betyder at man aldrig kan vide sig sikker – og usikkerhed går naturligvis ud over arbejdsglæden. Når du er usikker på om du kan beholde dit job, yder du ikke dit bedste – det går ud over dine resultater. Og for at få arbejdeglæde, er det vigtigt at du føler at du skaber meningsfulde resultater – at du gør en forskel. Og usikkerhed kan også gå ud over relationerne på jobbet, du får måske lidt mere spidse albuer end ellers – og det går ud over samarbejdet. For mig at se, er det ledelsen og kun ledelsen der kan ændre denne tendens. Når vi føler os sikre på vores job (og vores kollegers), har vi mere arbejdsglæde og vi bliver mere motiverede og engagerede i vores arbejde.
Jeg synes at det helt store problem er, at ledelsen ofte slet ikke tager medarbejderne med på råd eller i det mindste informerer medarbejderne i god tid (og naturligvis på en god måde) om eventuelle fyringer. Hvis man som virksomhed er åben over for medarbejderne, og giver dem medindflydelse på hvordan nedskæringerne skal takles, vil de lettere forstå situationen og ikke gå med en masse forestillinger om hvad der “måske” kunne ske. De får mere tillid til ledelsen og vil lettere identificere sig med virksomheden og dermed yde en ekstra indsats.