Er danske ledere venlige? Ja… og nej.

Venlige ledere

Her i september skrev jeg i min faste ledelsesklumme i JyllandsPosten, at ledere bør fokusere mere på at være venlige. Jeg skrev bl.a.:

Undersøgelser viser, at mange ledere ikke er særlig venlige mennesker. Egenskaber som empati, pli, hensynsfuldhed og åbenhed overfor andre ser man simpelthen mindre i ledere end i organisationen generelt.

Selve det at få magt gør nogle kedelige ting ved os. Psykologiske forsøg har dokumenteret effekten. I samme øjeblik en person får magt over andre, bliver personen mere hensynsløs, mere fokuseret på egne behov og mindre åben overfor andres ideer.

Og det er ikke så heldigt, for rare, venlige ledere er mere effektive og skaber bedre resultater.

Læs hele klummen her.

For at finde ud af hvordan det egentlig står til, lavede vi et hurigt lille spørgeskema, og det er der indtil videre 235 mennesker, som har svaret på. Og resultaterne er… interessante.

Først: Danske ledere er overvejende venlige og rare.

82% siger, at deres chef er meget rar eller nogenlunde rar. Det levner stadig plads til forbedring, men det er et flot resultat i sig selv.

Så spurgte vi til, om cheferne generelt er venlige, og her ser vi samme billede:

Næsten 80% siger, at mange eller de fleste af cheferne på arbejdspladsen er venlige – super!

Nu bliver det til gengæld interessant. Vi spurgte til, om virksomhederne prioriterer venlighed i ledere – og se lige svaret her:

Kun 1 ud af 4 siger, at virksomhederne prioriterer venlighed i ledere. Det er ikke godt nok. Især når man kigger på spørgsmål 4:

Over 90% siger, at venlighed hos lederen er vigtigt eller meget vigtigt. Ingen siger, at de er ligeglade. Det matcher meget dårligt med, at kun 25% siger, at arbejdspladsen sætter venlighed højt hos lederne.

Spørgsmål 5 var en mulighed for at skrive kommentarer, og her er nogle af de bedste og vores kommentarer.

Altså ordet “rar”. Det skal jo ikke være en hyggeonkel. Men han/hun skal være venlig og imødekommende, interesseret i at lære mig og mine opgaver at kende.

Helt enig – venlig er netop ikke lig med hyggeonkel.

Jeg har desværre gennem mit 30 årige arbejdsliv set mig nødsaget til skiftet arbejde pga. dårlig ledelse og det er på tros af, at jeg selv er leder og dermed burde have en indflydelse på tonen og anstændigheden.

Ouch! Men dårlig ledelse er og bliver en af de mest alvorlige årsager til manglende arbejdsglæde.

Jeg synes tit de har psykopatiske træk og er fuldstændig blottet for empati. Magtsyge er også en dårlig egenskab hos dem (altså jeg beholder viden og informationer for mig selv, så ved jeg mere end mine medarnejdere). Dette gælder for ca 40-50 % af lederne i vores organisation.

Mere ouch! Og når først den adfærd bider sig fast i ledelsen bliver den selvforstærkende.

Jeg undrer mig meget over, at man ikke evaluerer meget mere på ledelse i dagens Danmark. Jeg mener, at grundstenen til, om en organisation fungerer ordentligt, helt klart afhænger af, om der sidder en ledelse med de rette især personlige kompetencer til at kunne lede. Desværre er det oftest sådan indenfor sygehusverdenen, hvor jeg er ansat, at det er dem med den største anciennitet eller faglighed indenfor specialet, der er ledere. Faglighed og anciennitet gør ikke nødvendigvis personer til gode ledere, snarere tværtimod efter mine erfaringer. Der bliver set ALT for lidt på de personlige kompetencer hos ledere efter min mening. Jeg tror, at mange ledere slet ikke er klar over, hvad det vil sige at lede andre mennesker. Sygehusverdenen trænger til nye progressive øjne, der kan/vil lave om på de stive hierakiske systemer, der findes i dag.

Helt enig – og jeg vil tilføje, at det langt fra kun er sygehusverdenen det gælder for.

Krisen betød kortsigtet fokus på alt det “hårde.” De menneskelige ressourcer blev ikke vurderet ligeværdige med tal og kroner.

Jep. Mange arbejdspladser har desværre brugt krisen til at skære ned på arbejdsglæden. Det er en skidt ide, fordi mere arbejdsglæde bringer virksomheden hurtigere ud af krisen.

Lederens holdning og stemning smitter og smitter af på hele organisationen. Venlighed og positiv stemning gør arbejdet meget lettere. At se på fremskridt og gode løsninger gør arbejdet og opgaverne meningsfulde. Jeg arbejder på en geriatrisk afdeling med træning og genoptræning af mennesker med blodprop i hjernen og/eller hjerneblødning (apoplexi). De fleste geriatriske patienter er gamle. Det er mennesker med en lang fortid, som også skal have en god fremtid. Venlighed og respekt “high five” og skæg og ballade giver fremgang, og får mennesker op at gå igen. :O)

Lige præcis!

Mange tror, som du skriver, at venlighed er en svaghed. Det er det ikke og er man bange for at blive “snydt” hvis man er venlig, så husk at du bliver røvrendt alligevel, men det er sjovere med et smil på læben.

Sådan ville jeg måske ikke liiiiiige formulere det, men jeg er enig :o)

Min chef er min far ;-)

… det kan jo have sine helt egne udfordringer!

Din mening

Hvad tænker du om tallene her? Passer det med hvad du ser? Er det helt skævt? Skriv din mening i en kommentar her nedenfor – vi vil rigtig gerne høre, hvad du synes.

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

3 kommentarer

  1. Efter et år som leder i en meget stor og international virksomhed, går jeg nu til psykolog, grunden er alle de ubehagelige oplevelser med de andre ledere.

    Det sidste stykke tid i virksomheden, bliver jeg fortrolig med en medarbejder fra HR afdelingen, han fortæller mig at jeg er den eneste af de 40 ledere der har en IS profil (DISC) Og at jeg er meget medmenneskelig, venlig, rar etc. Men at det er klart at jeg har haft et forfærdeligt år, da alle de andre ledere i koncernen skal have – og har!!! D eller DC profiler, hvilket kort betyder at de er egoistiske, og at de ikke opfatter omgivelserne som gunstige/venlige, at de kun tænker på at nå egne mål, gerne på andres bekostning etc

    På det år nåede jeg at blive udsat for flere ubehageligheder og krænkelser af min person, end jeg har oplevet hele mit liv!!! Blev blandt andet udsat for sexchikane fra den allerøverste chef… listen er lang!!!

    Jeg forstår simpelthen ikke hvordan firmaer bevidst ansætter mennesker med så uvenlige profiler!! Forstår heller ikke helt hvordan det er lykkedes virksomheden/koncernen at indtjene styrtende summer til ejeren!!! Men trøster mig med at afdelinger rundt omkring i den store verden er begyndt at strejke…. så måske er der lys for enden af tunnelen…

  2. Fantastiske pointer, Alexander. Jeg var for et stykke tid siden til et inspirerende, dialogbaseret foredrag med titlen “Fra rettidig omhu til utidig ildhu”.

    Som en indledende ice-breaker skulle tilhørerne komme med 30 egenskaber ved en god leder. Disse blev herefter som små gule post-its sat op på en tavle inddelt i “Faglige egenskaber” og “Personlige egenskaber”. Det var tilhørerne, der besluttede, hvor egenskaberne skulle placeres.

    Vi kom op med ord som empatisk, venlig, engageret, dynamisk osv. Med denne artikel i tankerne er det ikke overraskende, at 28 af de 30 ord blev placeret under “Personlige egenskaber” og kontrasten var så meget desto større, da vi blev bedt om at svare på, hvilke egenskaber vores egne virksomheder lægger vægt på i ansættelsen af ledere: “Faglige egenskaber”. Madness!

    Til LuLu: Din trøst er, at du er fremtidens leder…

  3. Lulu: Hold da helt op – det lyder bare forfærdeligt. Det er så et godt eksempel på, hvordan man IKKE skal udvælge ledere og hvad konsekvenserne er, når man alligevel gør det.

    Ole: Tak for inputtet – det er meget interessant, at I havde så meget fokus på de personlige egenskaber. Det er også det, ledere primært skal udvælges på.

Skriv en kommentar