Bjarne er midt i 40’erne og arbejder i en bank på Fyn. Han er glad for sit arbejde, som han har haft de sidste 4 år, glad for at kunne rådgive kunderne og glad for den gode tone på arbejdspladsen.
Og Bjarne er især glad for sin chef Lone. Ikke fordi Lone er dygtigere, klogere eller hurtigere end så mange andre i banken, men simpelthen fordi Lone altid spreder energi omkring sig.
Hvad enten det er et afdelingsmøde, en frokost eller bare en hurtig snak over en kop kaffe på gangen, går Bjarne altid fra mødet med Lone med en lidt lettere gang, et smil på læben og med mere energi og optimisme.
Lone er simpelthen en energizer.
Energi-dræbere og energi-skabere findes på alle arbejdspladser – altså mennesker som enten giver dig energi, inspiration og et smil på læben eller mennesker som har en fabelagtig evne til at dræne selve livslysten ud af en gruppe.
En undersøgelse foretaget på MIT Sloan Management har nu kigget på energi på jobbet, og fundet frem til nogle vanvittigt spændende pointer – bl.a. at organisationer har et energi-netværk som kan kortlægges og dermed vise hvor energien i en organisation opstår, hvordan den spredes og hvor den forsvinder igen.
“Energi” kan virke some et meget diffust koncept, der er vanskeligt at definere, men undersøgelsen viser at det er et centralt begreb, der har en meget stor indflydelse på vores arbejdsglæde og performance på jobbet.
Energizers, altså mennesker som skaber energi hos andre, er bedre på en lang række områder:
- De performer bedre på jobbet.
- De er bedre til at bringe deres ideer på banen og få dem gennemført.
- De er bedre til at motivere andre – både indenfor og udenfor organisationen.
- De bringer det bedste op i dem de arbejder sammen med, så de performer bedre.
Undersøgelsen viser også, hvad der giver os energi, og det sker især i interaktion med andre – altså i møder, samtaler eller uformel kaffesnak. Men ikke alle interaktioner er skabt lige. Dem der giver energi, er:
- Interaktioner hvor man skaber en spændende vision. Energi skabes sjældent i samtaler om vores tidligere eller fremtidige problemer, den kommer når man kan være med til at skabe en ny og bedre fremtid.
- Interaktioner hvor man kan bidrage meningsfuldt. Vi får energi, når vi føler os hørt og får lov til at gøre en forskel.
- Interaktioner hvor deltagerne er 100% engageret. Det dræner energi, når de andre deltagere checker mails eller sms’er midt i mødet.
- Interaktioner hvor der sker fremskridt. Det giver energi at rykke på noget og se en udvikling.
- Interaktioner hvor håb er en del af ligningen. Når vi tør tro og håbe på, at visionen kan opnås, får vi energi.
Jeg er fuldstændig enig med pointerne i dette studie, og der er vanvittig dejligt at få noget forskningsmæssig bekræftelse på nogle ting, som vi har fornemmet intuitivt.
Så JA – det betyder noget om du oplever energi på jobbet. JA – du gør en positiv forskel hvis du skaber energi hos andre. JA – det er muligt at definere hvilke interaktioner der giver energi, og hvilke der ikke gør. Og mest af alt NEJ – man kan ikke tillade sig at gå rundt og udvise en adfærd der dræber energien i andre. Det koster simpelthen virksomheden på bundlinien.
Der er mange flere spændende pointer i artiklen, bl.a. otte beslutninger du kan tage, som skaber energi. Klik her for at læse den oprindelige artikel fra MIT Sloan Management Review (på engelsk).
Ringer det her en klokke? Oplever du også, at du har kolleger som skaber eller dræber energien omkring dem? Hvordan gør de det?
Hvad med dig selv? Er du en energizer? Hvad gør du, som giver andre energi? Skriv endelig en kommentar til denne artikel – vi vil meget gerne høre din mening!
Jeg kender mange gode eksempler på energizere – men også på energidræbere.
Produktivitet er en ære når vi er på arbejde, og det er svært at slippe tasterne når pc’eren står foran – også midt i et møde. Er pc’eren ikke med, så ligger smart-phonen på bordet – og der kan man også liiige svare kort på en besked.
Men din artikel har bestemt givet stof til eftertanke.
Tak for det.
Dette emne er essentielt for en virksomheds overlevelsesevne, og kan med garanti aflæses på bundlinien. Desværre har mange virksomhedsledere/ ejere ikke fået øjnene op for dette.
Det smarte ved disse herlige mennesker der får os andre til at stå glade op hver dag, og gi’ den en ekstra skalle på jobbet- er at det koster ikke virksomheden ekstra!
Mange gange er virksomhederne i besiddelse af denne kapacitet i egne rækker, men giver ikke plads/lov til at de kan udfolde sig.
Jeg er har efter to mislykkede ansættelser indenfor tre år endelig fundet “chefen” der giver min hverdag mening, jeg tager gerne en ekstra tørn, og kigger ikke på klokken, eller eller føler det som en byrde at tage et par opgaver med hjem for at færdiggøre dem til næste dag.
Jeg tror sgu’ jeg giver ham en kæmpekrammer på mandag ;o)