Mandagstip: Sig “Godmorgen”

Mandagstip - Sig godmorgen

Mandagstip: Sig “Godmorgen”

At have en godmorgen-kultur er en af de mest effektive – og mest oversete – måder at styrke hverdagsrelationerne på arbejdspladsen. Vi møder det ude i virksomheder: Nogle hilser halvmekanisk, andre glemmer det helt, og det påvirker selvfølgelig både stemningen og samarbejdet.

Når du træder ind på arbejdspladsen, er det første møde med andre mennesker med til at forme din sociale oplevelse resten af dagen. Et godmorgen er et lille signal om: Jeg har set dig. Og lige præcis det betyder mere, end vi nogle gange tror.

At blive set er et psykologisk grundbehov

Forskning fra bl.a. socialpsykolog Matthew Lieberman (UCLA) og positiv psykolog Barbara Frederickson viser, at små sociale interaktioner aktiverer hjernens belønningssystem. De såkaldte “mikromomenter” af positiv kontakt styrker følelsen af tilhørighed og reducerer stress. Selv få sekunders anerkendelse – et kort øjeblik, hvor du bliver set – har målbar effekt på trivsel og relationer.

Kender du niveau-5 godmorgen?

Men hvis du vil styrke samarbejdet, få relationerne til at trives eller bare skabe lidt mere varme omkring dig i løbet af dagen, så giver det mening at have en kultur, hvor det faktisk er kutyme at hilse på hinanden. Men hvad er en niveau-5 godmorgen:

  1. Sig tydeligt glad godmorgen
  2. Få øjenkontakt
  3. Smil (det kommer helt automatisk, hvis du husker det med øjenkontakten)
  4. Brug kollegaens navn, og tilføj gerne en lille personlig bemærkning eller spørg ind til vedkommende eller dennes arbejde. Hvad der nu falder dig naturligt at tale med denne kollega om.
  5. Fysisk kontakt: Et håndtryk, et venligt klap på skulderen eller hvad der passer mellem jer (hav respekt for hinandens grænser – det er ikke alle der er vilde med at få et kram).

Niveau-3 hilsen er vel egentlig helt almindelig pli, når du møder en kollega. Men hvad hvis du har en ny kollega? Eller du skal have plejet din relation til en eksisterende kollega, måske en du ikke kender så godt endnu? Så skulle du overveje en niveau-4 eller niveau-5 godmorgen.

Har du overvejet om du får hilst på alle dine kolleger, eller er det de samme der får din opmærksomhed? Et godmorgen på niveau 3 eller 4 kan gøre en kæmpe forskel – det kan få kollegerne til at føle sig inkluderet.

Og ja… det gælder naturligvis ikke kun om morgenen. Møder du ind om eftermiddagen, aftenen eller natten, så hilser du naturligvis med en anden hilsen ;-)

En lille hverdagsopgave

Vælg én kollega i dag, som du giver et niveau-5 godmorgen. Det kræver kun en lille, bevidst handling – men den kan sætte en helt anden tone for jer begge.

Så simpelt. Så menneskeligt. Og så overraskende effektivt.


Vores mandagstips er forholdsvis enkle ting, du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan du endda gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv gerne en kommentar herunder og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores mandagstips her eller køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen.

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi i 2017(Certificate in Positive Psychology og har mere end 15 års erfaring som underviser og foredragsholder. Arlette har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010, og overtog virksomheden i 2020. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar