Gallup 2025: Høj trivsel, lavere engagement på danske arbejdspladser

Gallup 2025: Høj trivsel, lavere engagement på danske arbejdspladser

Gallup 2025: Høj trivsel, lavere engagement på danske arbejdspladser

Hvert år tager Gallup temperaturen på arbejdslivet i hele verden. Den nyeste rapport State of the Global Workplace: 2025, viser et billede af en global arbejdsstyrke, hvor engagementet generelt er faldende.

For Danmark er der både gode nyheder og enkelte advarselssignaler. Vi ligger helt i top på trivsel, har et lavt stressniveau og lav ensomhed. Til gengæld viser tallene, at vi har et stort uudnyttet potentiale, når det gælder engagement i arbejdet.

Trivsel – men uden højt engagement

77 % af danskerne i rapporten siger, at de trives – kun overgået af Finland og Island i Europa. Det er godt at se, og det er et stærkt fundament for vores arbejdsglæde og generelle livskvalitet.

Men, kun 21 % af danske medarbejdere er engagerede i deres arbejde. Det ligger nogenlunde som det globale gennemsnit, men langt fra potentialet for det danske arbejdsmarked.

Vi kan i undersøgelsen se, at trivsel ikke automatisk fører til engagement. Men når medarbejdere føler sig engagerede i deres arbejde, er de mere tilbøjelige til at opleve mening og formål, hvilket kan øge deres arbejdsglæde.

Forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) peger på, at engagement ikke kun er et individuelt anliggende – det har en stærk kollektiv dimension. I en undersøgelse af danske hospitaler fandt forskerne, at det såkaldte affective organizational commitment på gruppeniveau – altså medarbejdernes fælles oplevelse af at være engagerede og føle tilknytning til deres arbejdsplads – er en afgørende faktor for trivsel. Med andre ord: Når hele teamet oplever et stærkt engagement, smitter det direkte af på den enkeltes arbejdsglæde og mentale sundhed.

Hvad viser undersøgelsen fra Gallup ellers?

Tallene for stress og ensomhed er lavere i Danmark (i end i næsten hele resten af verden – og det laveste niveau i Europa. Kun 21 % oplevede stress “meget af dagen i går” og kun 6 % følte sig ensomme – blandt de laveste globalt.
Det fortæller mig, at vores arbejdsmiljøer allerede har nogle stærke sociale strukturer og kulurer, vi kan bygge videre på.

Danmark i Gallup 2025

Ifølge Gallups nye rapport ser billedet sådan ud for danske medarbejdere:

  • Engagerede medarbejdere: 21 %
  • Trives (thriving): 77 %
  • Daglig stress: 21 % (laveste i Europa)
  • Daglig ensomhed: 6 % (blandt de laveste globalt)
  • Kigger efter nyt job: 33 %
  • Mener, det er et godt tidspunkt at finde arbejde: 77 %

Kilde: State of the Global Workplace: 2025 Report

33 % af danskerne kigger efter eller søger aktivt nyt job. Samtidig mener hele 77 %, at det er et godt tidspunkt at finde arbejde. Det er umiddelbart gode nyheder for dig, der skal rekruttere, men en klar udfordring for dig, der vil fastholde dine medarbejdere. Her bliver jeres arbejde med strategisk arbejdsglæde (herunder mening, udviklingsmuligheder, inklusion, psykologisk tryghed mm) helt afgørende!

Hav fokus på ledernes trivsel & engagement

Vi har et stærkt fundament i Danmark med høj trivsel og lav grad af stress – men engagementet halter. Det betyder, at vi risikerer at gå glip af både glæde, energi og de gode resultater.

Gallup undersøgelsen peger på ledernes faldende engagement som den vigtigste årsag til det globale dyk i engagement (se tallene nedenfor). Og så skal vi ikke glemme at tænke på hvad det, på sigt, kan gøre ved medarbejdernes engagement.

Autentisk ledelse med glæde og nærvær er nemlig afgørende for engagementet i organisationen. Det gør ledertræning, coaching og faglig/personlig udvikling, til nogle af de mest effektive investeringer – ikke bare for lederengagementet, men for engagement, trivsel, fastholdelse og arbejdsglæde generelt.

Når lederne trives, smitter det direkte af på deres teams. Så svaret er ret enkelt: Investér i fremtidens ledere og skab rammer hvor de trives.

Udviklingen i engagement 2023-2024

Ifølge Gallups nye rapport ser billedet sådan ud for danske medarbejdere:

  • Ledere: Fald i engagement fra 30 % til 27 %
  • Medarbejdere uden ledelsesansvar: Uændret på 18 % engagerede

Kilde: State of the Global Workplace: 2025 Report

Arbejdsglæde kommer ikke af sig selv; den kræver et bevidst og fælles fokus – og handling – fra alle. Strategisk med virksomhedens side, men også handlinger fra både medarbejdere og ledere. Lad os sammen arbejde mod arbejdspladser med endnu stærkere fællesskaber – både faglige og sociale. Hvor alle samtidig føler at de gør en forskel.


Relaterede artikler:

Skrevet af Arlette Bentzen

Arlette er certificeret i positiv psykologi og har mange års erfaring som underviser og foredragsholder og har været en del af Arbejdsglæde nu siden 2010. Arlette får arbejdsglæde af at flytte mennesker og når der opstår ny energi hos den organisation hun har arbejdet med.

Skriv en kommentar