Sig undskyld for dine fejl
Kender du en person der aldrig laver fejl? Eller kan du selv se dig fri for at lave fejl? Nej, vel ;-)
Det er menneskeligt at fejle, og vi begår alle sammen fejl. Nogle er små, nogle er større. Pointen med dette mandagstip, er ikke at vi skal lære at undgå at lave fejl. For det er nærmest umuligt. Pointen er: Sig oprigtigt undskyld for de fejl du begår eller når du får reageret uhensigtsmæssigt overfor en kollega. Og samtidig skal vi alle tage ved lære af de fejl vi begår.
Der er nogle “gyldne regler” til en undskyldning, der gør det til en god undskyldning.
- Timingen af din undskyldning er vigtig. Lad den komme hurtigt, og vent ikke i for lang tid med at give den.
- Sig ikke undskyld uden at mene det. En god undskyldning er oprigtig.
- Lad være med bortforklare hvorfor det måske ikke var din skyld. Så sig aldrig “Undskyld, men…”, hold dig til undskyldningen.
- Lad din undskyldning føre til ændring, så du ikke laver den samme fejl igen og igen.
- Kompenser for din fejl når det giver mening. I nogle tilfælde kan du måske godtgøre situationen ved at tilbyde et plaster på såret. Det kan være at du har glemt en deadline, og så tilbyder at hjælpe med den videre opgave, for at indhente det tabte.
At vi kan sige undskyld for de fejl vi laver på jobbet, er en meget vigtig evne. En ægte, rettidig undskyldning, er en god måde at undgå potentielle konflikter på, lære nyt og komme videre fra vanskelige situationer.
Er der én du skylder en undskyldning? Så er det måske det helt rigtige tidspunkt at give den på i dag.
Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik. Se alle vores mandagstips her
Relateret:
- Køb bogen 52 Glade Mandage i Arbejdsglædeshoppen