Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en stor Obama-fan og har været det siden han trådte ind på den nationale amerikanske politiske scene med sin tale på demokraternes konvent i 2004.
Da han annoncerede, at han stillede op til præsidentvalget, var min første tanke “Fantastisk – men han har ikke en chance!”. En ung, stort set ukendt politiker fra Chicago kan umuligt hamle op med Clintons erfaring, politiske netværk og økonomiske magt. “Men”, tænkte jeg, “det kanvære god træning til om 4 år.”
Og så vandt han sør’me. Først over Hillary i primærvalget og så over McCain i nat.
Det gode spørgsmål er: Hvorfor?
Og Martin Seligman, manden bag positiv psykologi, peger på en del af svaret:
Psychologists at the University of Pennsylvania have measured what they call the level of pessimism in the nomination acceptance speeches by candidates in 1948 and in every succeeding Presidential campaign. They found that, with one exception, the more optimistic candidate won.
It is not clear, however, whether a hopeful message alone leads to victory or if it is merely a powerful signal of factors that voters find appealing.
The candidate who offered the greater message of hope won 9 of the 10 elections studied, according to Harold Zullow and Martin Seligman, psychologists at the University of Pennsylvania. And even in the exception, the 1968 race, the ebullient Hubert H. Humphrey came from 14 points behind in the polls to within one percentage point of defeating Richard M. Nixon.
Ifølge Seligmans forskning er det altså typisk den mest optimistiske kandidat som vinder.
Obamas centrale platform har været et budskab om håb og kampagnens slogan har været “Yes we can!”. Det er ikke bare en fremragende platform, det er også optimisternes grundlæggende tro. Optimister ved godt, at der også sker dårlige ting, men de tror på, at de kan komme igennem dem. Det betyder også, at optimister håndterer modgang bedre end pessimister.
