Mandagstip: Giv anerkendelsen med det samme
Hvis du lægger mærke til en kollega, der gør noget godt, så giv anerkendelse med det samme. Anerkendelse på arbejdspladsen virker stærkest, når den gives i situationen – ikke flere timer eller dage senere.
Du har måske ofte tænkt på at du ville anerkende en kollega, men ville lige huske at gøre det senere… og så glemte du det.
For at det ikke skal ske igen, er det virkelig en god idé at anerkende i selve situationen.
Så i dag skal du gøre følgende:
- Vær ekstra opmærksom på, hvad dine kolleger gør godt
- Vælg én kollega
- Anerkend vedkommende konkret
- Sig det med det samme
Anerkendelse styrker samarbejde og arbejdsglæde
Små, konkrete former for anerkendelse i hverdagen er en af de mest effektive måder at styrke arbejdsglæde og samarbejde på. Du kan for eksempel sige:
“Det hjalp mig virkelig, at du …”
“Det var lærerigt at se, hvordan du håndterede …”
“Det gjorde samarbejdet meget nemmere, at du …”
“Jeg lagde mærke til, hvordan du … ,det gjorde en mærkbar forskel for …”
Giv også anerkendelse på tværs af teams
Anerkendelse gør en særlig forskel, når den gives på tværs af teams, faggrupper eller funktioner. Når vi ser og anerkender hinandens bidrag på tværs, styrker det både samarbejde, forståelse og fællesskabsfølelse.
Vores mandagstips er enkle, nemme og sjove ting du kan gøre for at øge din og andres arbejdsglæde, og starte ugen på allerbedste vis. Noget man kan gøre på højest 5 minutter. Når du prøver det, skriv en kommentar og lad os vide hvordan det gik.
